Dr. Joh. Jac. Rambachs
Saliggjørelsens Orden
lidet formeret.

Bibelske Spørgsmaal
af det
gamle og nye Testamentes
Kirke Historie,
fra Verdens Begyndelse, indtil efter Lutheri
Reformation, sammenskrevne for de Børn, som
ikke have ret lang Tid til at gaae i Skole
og dog bør vide den Bibelske Historie i
sin Sammenhæng.



Horsens.   1863.
Trykt hos A. C. Foghs Enke.
Befordret og bekostet til Trykken af Mads Christensen
i Kragelund med Flere.





Indholdsfortegnelse
Første Afdeling.
Anden Afdeling.
Tredie Afdeling.
Fjerde Afdeling.
Femte Afdeling.
Sjette Afdeling.
Syvende Afdeling.
Ottende Afdeling.
Saliggjørelsens Orden,
forfattet i sexogtyve Spørgsmaal for de meget Tungnemme og Gamle.
Det gamle Testamentes Kirke=Historie før Christi Fødsel.
Om Verdens Skabelse.
Om Adams og Evas Skabelse.
Om deres Uskyldigheds Stand.
Om Synde=Standen.
Om Adams Efterkommere.
Om Seths Efterkommere.
Om Syndfloden, Anno 1656.
Om Tungemaalenes Blanding og Forvirring, Anno 1809.
Om Abraham, Anno 2017.
Om Isaak, Anno 2048.
Anno 2033.
Om Isaaks Opoffring Ao. 2072.
Om Sodomas Ødelæggelse.
Om Isaaks Børn, Anno 2107.
Om Jacob, Anno 2184.
Anno 2204.
Om Joseph.
Anno 2228.
Om Jacobs Reise til Ægypten.
Om Israels Børns Udgang af Ægypten, Anno 2453.
Om det forjættede Lands Indtagelse.
Om Dommerne.
Anno 2493.
Anno 2800.
Om Kongerne over ganske Israel.
Anno 2916. Anno 2922.
Anno 2955.
Anno 2980.
Om Rigets Deling, Anno 3009.
Om Israels Konger.
Anno 3263.
Om Judæ Kongerige.
Anno 3305.
Om det babylonske Fængsel.
Om det babylonske Fængsels Ende Anno 3446.
Anno 3469.
Om Maccabæerne, Anno 3817.
Anno 3983.
Om den anden Jerusalems Forstyrrelse.
Det nye Testamentes Kirke=Historier
Om Johannes den Døber.
Om Marie Undfangelse.
Om JEsu Fødsel.
Anno 3893.
Om JEsu Omskjærelse.
Om de Vises Tilkomst.
Om JEsu Fremstillelse i Templet.
Om JEsu Flugt til Ægypten.
Om JEsu Ungdom.
Om JEsu Prædike=Embeds Tiltrædelse, og om hans Daab.
Om JEsu Fristelse i Ørkenen.
Om JEsu Apostle og Disciple.
Om JESU Prædike=Embede og Mirakler.
Om JEsu Forklarelse paa Thabor Bjerg.
Om hans Indtog i Jerusalem.
Om Paaske=Lammet og HErrens Nadver.
Om Christi Fangenskab.
Om Christi Forhaanelse.
Om hans Korsfæstelse.
Om hans Død.
Om hans Begravelse.
Om JEsu Opstandelse.
Om JEsu Aabenbarelse.
Om den Hellig=Aands Udgydelse.
Om Raadets Trusel.
Om de første Christnes Samfund.
Om Stephano.
Om Paulo.
Om Apostlernes Prædiken.
Om Apostlernes og de Christnes Forfølgelse.
Anno 300.
Om den første Christen Keiser, Anno 325.
Om Paven.
Anno 606.
Om Johannes Huss.
Anno 1415.
Om Reformationen.
Anno 1517.
Om Forskjel mellem den Romerske Catholske og Evangeliske,
eller den falske og sande Lærdom.
Om Bibelen.
Om Maria og andre Helgene.
Om Skjærs=Tid.
Om Skriftemaal.
Om Aflads=Breve.
Om Alterens Sacramente.
Om Omskiftelsen i Alterens Sacramente.
Om Messe=Offeret.
Om Pavens Overmagt.
Om de syv Sacramenter.
Om Kjød=Æden.
Om gode Gjerninger.
Om Præsternes Ægteskab.
Om Klostere.
Anledning til Lutheri Reformation.
Anno 1517, den 31te October.
Begyndelse til Reformationen.
Luther bliver citeret til Worms Anno 1521.
Luthers Forvaring paa det Slot Waetburg.
Om Bibelens Oversættelse fra Anno 1522 til Anno 1534.
Anno 1534.
Om Catechismi Fuldførelse Anno 1529.
Om Rigsdagen til Speyer, Anno 1529.
Om Rigsdagen til Augsburg, Anno 1530, den 15. Juni.
Hvorledes det er tilgaaet efter Rigsdagen, Anno 1530.
Anno 1552.
Anno 1555.
Anno 1650.
Ønske.



Første Afdeling.

1. Har Verden været til fra Evighed?
Nei. Før Bjergene bleve til, og Du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed og til Evighed est Du Gud, Ps. 90, 2.

2. Er den da bleven til af sig selv?
Nei; thi intet Huus kan bygge sig selv, Ebr. 3, 3.

3. Hvo har da gjort Verden?
I begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden, 1 Mos. B. 1, 1.

4. Hvad er Gud?
Gud er en Aand, Joh. 4, 24.

5. Er ikke din Sjæl ogsaa en Aand?
Jo, den kaldes Menneskets Aand, som er i ham, 1 Cor. 2, 11.

6. Hvad er din Sjæl for en Aand?
En skabt Aand, 1 Mos. B. 1, 7.

7. Men hvad er Gud for en Aand?
En uskabt, evig, almægtig, alvidende, allestedsnærværende, hellig, retfærdig og barmhjertig Aand.

8. Har en Aand Forstand og Villie?
Ja.

9. Har Gud og en Forstand?
Ja, hans Forstand er urandsagelig, Es. 40, 13. 14.

10. Hvilke ere den guddommelige Forstands fornemste Egenskaber?
Alvidenhed og Viisdom.

11. Har Gud og en Villie?
Ja, han kan gjøre Alt, hvad ham behager i Himlen og paa Jorden, Ps. 135, 6.

12. Hvilke ere den guddommelige Villies fornemste Egenskaber?
Kjærlighed, Almagt og Retfærdighed.

13. Hvad hedder denne Gud?
Fader, Søn og Hellig=Aand, Matth. 28, 19.

14. Er der da flere Guder end een?
Nei, der er ikkun een Gud og uden ham er ingen Gud, Marc. 12, 32.

15. Men er der og i dette ene guddommelige Væsen aleneste een guddommelig Person?
Nei, men dette ene guddommelige Væsen bestaaer af trende lige, dog adskilte Personer, Matth. 3, 16. 17. og 28, 19.

16. Hvormange ere da Personerne eller Vidnerne i Himmelen?
Der er tre, som vidne i Himmelen, Faderen, Ordet og den Hellig=Aand, og disse Tre ere Eet, 1. Joh. 5, 2.

17. Hvad hedder nu den første Person i Guddommen?
Faderen.

18. Hvad hedder den anden?
Sønnen eller Ordet, Joh. 1, 1. 14.

19. Hvad hedder den tredie Person?
Den Hellig=Aand.

20. Hvor boer den treenige Gud?
Gud boer i et Lys, som Ingen kan komme til, 1 Tim. 6, 16.

21. Har han da ingen Tid aabenbaret sig?
Ja visselig har han aabenbaret sig.

22. Hvorved har han aabenbaret sig?
Ved sit Ord og sine Gjerninger.

23. Ved hvad Gjerning har Faderen besynderlig aabenbaret sig?
Ved Skabelsen og ved det, at han endnu opholder alle Ting.

24. Ved hvad Gjerning har Sønnen aabenbaret sig?
Ved det store Igjenløsnings=Værk.

25. Hvorved har den Hellig=Aand aabenbaret sig?
Ved Helliggjørelsen.




Anden Afdeling.

26. Hvad for en Gjerning tilskrives nu særdeles Faderen?
Himmelens og Jordens Skabelse; thi vi have en Gud, Faderen, af hvilken alle Ting ere, 1 Cor. 8, 6.

27. Har da ei Sønnen og den Hellig=Aand været med i Skabelsen?
Jo visselig, Himlene ere gjorte ved HErrens Ord, og al deres Hær ved hans Munds Aand, Ps. 33, 6. Joh. 1, 3.

28. Hvor mange ere de skabte Ting, som Gud haver skabt?
To Slags, synlige og usynlige, Col. 1, 16.

29. Hvilke ere de usynlige?
Englene, Ebr. 1, 7.

30. Har Gud skabt to Slags Engle, onde og gode?
Nei, han skabte dem alle gode og hellige, 1 Mos. 1, 31.

31. Ere de alle forblevne gode?
Nei, nogle bleve ikke bestandige i Sandheden, Joh. 8, 44.

32. Hvad kaldes de Engle?
Onde Engle eller urene Aander, Ap. G. 8, 7.

33. Hvad hedder deres Anfører?
Djævelen og Satan, som forfører den ganske Verden, Aabenb. 12, 9.

34. Hvilket er det fornemste blandt de synlige skabte Creaturer?
Mennesket, som bestaaer af Sjæl og Legeme.

35. Hvormange Mennesker skabte Gud i Begyndelsen?
Tvende, først Adam, dernæst Eva.

36. Hvoraf skabte Gud Adams Legeme?
Gud HErren gjorde Adams Legeme af Støv af Jorden, 1 Mos. 2, 7.

37. Men hvorfra har Mennesket den fornuftige og udødelige Sjæl?
Gud har indblæst Mennesket den, 1 Mos. B. 2, 7.

38. Hvoraf gjorde Gud den første Qvinde?
Gud tog et af Adams Ribbeen og lukte Stedet igjen med Kjød, 1 Mos. 2, 21.

39. Hvorfor var Mennesket det ædleste og fornemste blandt alle synlige Kreaturer?
Fordi det var skabt efter Guds Billede, og var hannam liig, 1 Mos. B. 1, 29.

40. Er da Gud da et viist og helligt Væsen?
Ja, han er den Hellig, Hellig, Hellig HErre Zebaoth, og et Rigdoms Dyb paa Viisdom og Kundskab, Es. 6, 3. Rom. 11, 33.

41. Var da Mennesket ogsaa viist og helligt?
Ja; Gud gjorde Mennesket oprigtigt, Præd. 7, 29.

42. Hvordan var da Menneskets Forstand?
Fuld af Lys, Viisdom og Kundskab.

43. Hvordan var Villien?
Fuld af Kjærlighed, Retfærdighed og Hellighed, Eph. 4, 24.

44. Hvad var da paa den Maade Menneskets Sjæl?
Den var et klart Speil paa den guddommelige Herlighed, 2 Cor. 3, 3. 18.

45. Hvordan var Legemet?
Det var skjønt uden Bræk, og udødeligt.

Vidste da Mennesket Intet af Synden?
Nei.

47. Vidste det Noget af Død og Elendighed?
Nei; thi Døden er først kommen ind i Verden formedelst Synden, Rom. 5, 12.

48. Hvorledes var da Menneskets Tilstand?
En ret salig og herlig Tilstand.

49. Hvad kalder man ellers den Tilstand?
Uskyldigheds Stand.




Tredie Afdeling.

50. Er da Mennesket forblevet i denne herlige og salige Tilstand?
Ak nei, desværre!

51. Har det ikke beholdt og bevaret det medskabte Guds Billede?
Nei, det har forloret det, Rom. 3, 23.

52. Hvorved har det forloret det?
Ved det bedrøvelige Syndefald.

53. Hvo forførte Mennesket til dette Affald fra Gud?
Satan, der selv tilligemed mange Engle var allerede falden fra Gud, Joh. 8, 44.

54. Hvad opvakte Satan i Mennesket?
En hovmodig Forlængsel efter at væer Gud liig, 1 Mos. B. 3, 5.

55. Hvori vilde Mennesket være Gud liig?
Særdeles i Alvidenhed og Frihed, eftersom Gud ingen høiere haver over sig, som han maa adlyde.

56. Hvortil lod Mennesket sig ved Hovmod forføre?
Til Ulydighed imod Gud og hans Bud, Rom. 5, 19.

57. Hvorledes lyder dette Guds Bud?
Du skal ikke æde af Kundskabets Træ paa Ondt og Godt, 1 Mos. B. 2, 16, 17.

58. Hvorfor har Gud forbudet Mennesket at æde af et vist Træ?
For i saaliden og ringe en Ting at prøve dets Lydighed.

59. Holdt da Mennesket sig fra at æde af det forbudne Træes Frugt?
Nei; men Satan forførte det til at æde deraf, 1 Mos. B. 3, 6.

60. Men var det saa stor Synd at æde deraf?
Ja; Mennesket faldt derved ganske af fra Gud, og nægtede ham al Lydighed, Ps. 6, 7.

61. Hvad fulgte paa dette Affald fra Gud?
Guds Billedes Tab og Forliis.

62. Hvad tabte da Mennesket i sin Forstand?
Den aandelige Viisdom og Kundskab.

63. Hvad tabte det i Villien?
Kjærlighed og Hellighed, ja det hele Liv af Gud.

64. I hvad for en Stand styrtede da Mennesket sig udi?
I den usaligste Tilstand baade paa Liv og Sjæl.

65. Blev da Legemet længer udødeligt?
Nei; det blev Døden og mange smertelige Sygdomme undergivet, 1 Mos. B. 3, 16, 19.

66. Men blev da Sjælen udødelig?
Ja; den blev vel udødelig, men alle dens Kræfter bleve paa det yderste fordærvede.

67. Hvorledes blev Forstanden fordærvet?
Den blev ganske uskikket til at kjende Gud og de gudommelige Ting, og derimod fuld af Blindhed, Mørkhed og Daarlighed, 1 Cor. 2, 14.

68. Hvorledes blev Villien fordærvet?
Den blev ganske uduelig til at elske Gud og forlade sig paa ham; den blev gjenstridig til det Gode, og tilbøielig til alt Ondt, Rom. 8, 7.

69. Hvem blev da Mennesket liig, da det tænkte at blive Gud liig?
Det blev Satan liig, som forførte det, Joh. 8, 44.

70. hvori blev det Satan særdeles liig?
I Had og Fjendskab imod Gud, hvem det og efter Faldet flyede og skjulte sig for, 1 Mos. 3, 8.

71. Hvad paaførte da Mennesket sig formedelst Ulydighed?
Guds Forbandelse og Vrede, den timelige, aandelige og evige Død, 1 Mos. B. 2, 17.

72. Hvori bestaaer den timelige Død?
I Skilsmisse mellem Sjæl og Legeme.

73. Hvad hører mere dertil?
Alle Slags legemlige Elendigheder, som Sygdomme, Plager, Guds Domme etc.

74. Hvori bestaaer den aandelige Død?
I Skilsmisse mellem Sjælen og det salige Samfund med Gud, saa og i Mangel paa al aandelig Kraft og Trøst.

75. Hvad hører mere dertil?
Den Trældoms Frygt, Angest og Uroe i en ond Samvittighed! og Afsky for Gud, 1 Mos. B. 3, 8, 10.

76. Hvori bestaaer den evige Død?
I en evig Skilsmisse imellem Mennesket og Salighedens Gud, eller i en evig Mangel og Forliis paa al Salighed og en evig Følelse af de allersmerteligste Piner.

77. Har den store Elendighed rammet alene vore første Forældre?
Nei, men og tillige alle deres Børn og Efterkommere.

78. Har da alle Mennesker syndet tillige med og i Adam?
Ja, de have alle syndet, de ere alle afvigede, de ere allesammen bleven uduelige, Rom. 3, 12, 23.

79. Ere de og alle i Adam blevne skyldige til Døden?
Ja; Døden trængte igjennem til alle Mennesker, fordi de syndede alle, Rom. 5, 12, 18.

80. Har da og vore første Forældre forplantet deres fordærvede Natur til deres Børn?
Ja, Adam avlede en Søn efter sit Billede, 1 Mos. 5, 3.

81. Hvad have vi da arvet efter vore første Forældre?
Synden og Døden. Ak et elendigt og jammerfuldt Arvegods! Rom. 5, 12.

82. Hvad er Synd?
Synden er Uret eller en Afvigelse fra Guds Lov, 1 Joh. 3, 4.

83. Hvormange Slags er Synden?
To Slags: Arve-Synden og den gjørlige Synd.

84. Hvad er Arve-Synden?
Den er vor ganske Naturs medfødte afskyelige Fordærvelse, at vi ere uduelige til alt Godt, og tilbøielige til alt Ondt, 1 Mos. B. 8, 21.

85. Føre vi da alle denne Synd ind i Verden med os?
Ja vi ere af Naturen Verdens Børn, fødte i Misgjerning og undfangne i Synd, Eph. 2, 3. Ps. 51, 7.

86. Har og de Igjenfødte endnu denne Synd?
Ja, den boer endnu i dem, endskjøndt den ikke hersker i og over dem, Rom. 6, 17 og 7, 18.

87. Hvad er den gjørlige Synd?
Alt, hvad vi indvortes i Tanker og Begjæringer, eller udvortes i Ord og Gjerninger gjøre, saa og om vi efterlade det Gode.

88. Er det da Synd at efterlade det Gode?
Ja visselig, thi hvo som veed at gjøre Godt, og gjør det ikke, ham er det Synd, Jak. 4. 17.

89. Paa hvormange Maader kan man begaae gjørlige Synder?
Enten af Vankundighed, Svaghed og Overilelse, eller med fri Forsæt og af Ondskab.

90. Kan man og gjøre sig deelagtig i fremmede Synder?
Ja. Naar man enten raader andre til at synde, eller har Behag i deres Synd, eller befaler dem at synde, eller efterlader at aabenbare og straffe deres Synd, etc., 1 Tim. 5, 22.

91. Hvad fortjene vi hos Gud ved vore Synder?
Guds Vrede og Unaade, timelig Død og evig Fordømmelse, Rom. 6, 23.

92. Har da Gud efter Synde-Faldet ødelagt det menneskelige Kjøn?
Nei; han har ladet det forplantes.

93. Har han da ikke igjen forstyrret Verden for Menneskenes Synds Skyld?
Nei; men han bærer, opholder og regjerer den. Ps. 147, 5. Ebr. 1, 3.

94. Opholder og forsørger han og de Ugudelige?
Ja; han frelser baade Mennesker og Dyr, og lader sin Sol opgaae over Onde og Gode, Ps. 36, 7. Math. 5, 45.

95. Har han og Langmodighed med dem, som ere Vredens Kar?
Ja; han taaler med stor Langmodighed Vredens Kar, Rom. 9, 22.




Fjerde Afdeling.

96. Har da Gud villet, at det menneskelige Kjøn skulde blive liggende i sin Elendighed?
Nei; han har ingen Behagelighed i den Ugudeliges Død, Ez. 33, 11.

97. Vil han at de igjen skulle hjælpes?
Ja visselig; han vil at alle Mennesker skulle blive salige, 1 Tim. 2, 4.

98. Kunne de vel hjælpe sig selv af deres Elendighed?
Nei; hvad Vederlag kan et Menneske give for sin Sjæl, Matth. 16, 26. Ps. 49, 8.

99. Kunde da intet Kreatur igjen have hjulpet det faldne Menneske?
Nei; deres Sjæles Forløsning kostede saa meget, at det maatte holde op evindeligen, Ps. 49, 9.

100. Kunde Gud da igjen hjælpe Mennesket?
Ja; at han kunde, derom er ingen Tvivl? thi hos hannem er ingen Ting umulig, Luc. 1, 37.

101. Vilde han og hjælpe det?
Ja; han vilde vise Naade.

102. Hvoraf veed du det?
Af Guds naadige Raadslutning af Evighed.

103. Har han da af Evighed forudseet Menneskets Fald?
Ja; thi for hans alvidende Øie er ingen Ting skjult.

104. Hvad har han da i sit evige Viisdoms Raad besluttet?
1) At forbarme sig over alle Mennesker. 2) At forløse dem ved sin Søn. 3) At hellige dem ved sin Aand. Og 4) at gjøre de Bestandige i Troen salige til evig Tid.

105.Har han og aabenbaret de faldne Mennesker denne sin naadige Villie?
Ja strax i det første Evangelio, 1 Mos. Bogs 3, 15.

106. Hvad lovede han i det første Evangelio?
En Qvindes Sæd, som skulde overvinde Satan og forløse Menneskene fra hans Magt og Herredømme, 1 Job. 3, 8.

107. Blev da denne forjættede Frelser strax sendt til Verden?
Nei; Gud lod næsten fire tusinde Aar gaae forbi, førend han sendte ham.

108. Hvad gjorde Gud imidlertid imod Menneskene?
Han lod Forjættelserne stedse tydeligere forklare, og ved mange Offringers Blod afbilde den blodige Død, som vor Frelser skulde udstaae.

109. Hvad gjorde han mere?
Han fornyede imidlertid sin Lov paa Sinai Bjerg, som han i Skabelsen havde skrevet i Menneskets Hjerte.

110. Hvad fordrede han i denne Lov?
At Mennesket skulde saaledes være beskaffent, som det i Begyndelsen efter hans Billede var skabt, fuld af Kjærlighed til Gud og Næsten.

111. Hvad truede han dem med, som ikke vilde efterkomme denne hans Fordring?
Han sagde: Forbandet være den, der ikke holder alle Ordene i denne Lov, 5 Mos. B. 27, 26.

112. Men hvad lovede han dem, som holdt hans Lov?
Han sagde: det Menneske som gjør de samme Ting, skal leve ved dem, Rom. 10, 5. 3. Mos. B. 18, 5.

113. Var det da Guds Hensigt, at Menneskene ved at holde Loven skulde retfærdig= og saliggjøres?
Nei; det var ikke hans Hensigt.

114. Kunde de da ikke fuldkommeligen holde Guds Lov?
Nei; thi dertil havde de ved Syndefaldet forloret alle Kræfter, Rom. 8, 3.

115. Saa kunde de da ei ved Loven retfærdig= og saliggjøres?
Nei; ved Lovens Gjerning bliver intet Kjød retfærdiggjort, Rom. 3, 20. Gal. 10, 11.

116. Hvorfor maatte Loven gaae for vor Frelsers Aabenbarelse i Kjødet?
Paa det at Menneskene af Loven maatte kjende deres Synd og Afmagt, og formedelst dens Forbandelse blive desto begjærligere efter den forjættede Sjæle = Læge og Frelser, Rom. 3, 20. Gal. 3, 24.




Femte Afdeling.

117. Naar kom omsider den forjettede Frelser?
Der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, Gal. 4, 4.

118. Saa har da Gud givet sin egen Søn hen til at frelse os?
Ja; saa elskte Gud Verden, at han gav sin eenbaarne Søn, Joh. 3, 16.

119. Hvorhen sendte Gud sin Søn?
I Kjødet.

120. Hvorledes gik det til med denne hans Sendelse?
Han blev undfangen af den Hellig=Aand, og født af Jomfru Maria, Luc. 2, 7. Es. 7, 14.

121. Hvad hedder denne Frelser?
JEsus Christus.

122. Hvad betyder dette Navn JEsus?
En Frelser, Saliggjører og Hjælper.

123. Hvorfor kaldes han en Frelser?
Fordi han skulde forhverve, forkynde og meddele Menneskene den sande Frelse, Matth. 1, 21.

124. Hvad betyder det Navn Christus, eller Mesias?
En, som er salvet af den Hellig=Aand, Ap. G. 10, 38. Ps. 45, 8.

125. Hvad er nu denne Frelser?
En sand Gud og et sandt Menneske.

126. Beviis det af den hellige Skrift?
Christus er af Fædrene efter Kjødet, og er Gud over alle Ting, velsignet i Evighed! Amen. Rom. 9, 5.

127. Har vi da tvende Frelsere?
Nei; vi have ikkun een Frelser, som er Gud og Menneske i een Person, 1 Tim. 2, 5.

128. Hvorfor maatte han være et sandt Menneske?
Paa det at han kunde lide Pine og Død for os, Ebr. 2, 14, 15.

129. Hvorfor maatte han tillige være en sand Gud?
Paa det at han kunde give sin Lidelse og Død en uendelig Kraft, og ved sit Blod forsone Gud, Ebr. 1, 3. og 9, 14.

130. Hvad er vor Igjenløsers Embede?
Han er den eneste Midler imellem Gud og Menneskene, 1 Tim. 2, 5.

131. Har han ikke et tredobbelt Embede?
Jo; han er vor Ypperste=Præst, Prophet og Konge.

132. Hvad har han som vor Ypperste=Præst gjort til vort Bedste?
Han har forliget os med Gud, og med sit Legems Offer forhvervet os den sande Frelse, Col. 1, 22. 2 Cor. 5, 19.

133. Hvad har han gjort som en Prophet?
Han har forkyndt og ladet forkynde for os den forhvervede Salighed i Evangelio, Eph. 2, 17.

134. Hvad gjør han endnu som Konge til vort Bedste?
Han regerer i sit Naades Rige over sine Igjenløste, og gjør dem deelagtige i den forhvervede Salighed, 1 Cor. 15, 25.

135. Har vor Igjenløser altid været i een Stand?
Nei; men han var først i Fornedrelsens og siden i Ophøielsens Stand, Phil 2, 6, 11. Ps. 8, 6, 7.

136. Hvorfor maatte han saa dybt fornedre sig?
At han kunde bøde for Verdens Hovmod, og frelse os fra vor Elendighed.

137. Hvori bestod vor Elendighed?
I Syndens Skyld og Syndens Straf.

138. Har da Christus befriet os herfra?
Ja.

139. Hvorledes har han befriet os fra Syndens Skyld?
I det han har taget dem paa sig, og som vor Borgen betalt for os. Thi HErren lod alle vore Synder møde ham, Ps. 69, 5. Es. 53, 6.

140. Hvorledes har han befriet os fra Syndens Straf? ?
I det han i vor Sted har udstaaet den; Straffen blev lagt paa ham, at vi skulle have Fred, Es. 53, 5.

141. Hvad er Syndens Straf?
Døden; thi Døden er Syndens Sold, Rom. 6, 25.

142. Saa har og vor Igjenløser udstaaet Døden for os?
Ja; han har af Guds Naade smagt Døden for alle, Ebr. 2, 9.

143. Har han og følt den evige Døds Bitterhed?
Ja, da han raabte paa Korset: Min Gud! min Gud! hvi haver du forladt mig, Matth. 27, 26. Ps. 22, 2.

144. Men har han og opfyldt den ganske Lov for os?
Ja; han er ikke kommen at opløse Loven, men at fuldkomme den. O en trofast og fuldkommen Frelser; Matth. 5, 17.

145. Hvad har han ved sin Lydighed og Lidelse fortjent os?
Guds Naade, den Hellig Aand, og det evige Liv. Ebr. 5, 9. Joh. 16, 7.

146. Ere vi da ved hans Død forsonede med Gud?
Ja; vi bleve forligte med Gud formedelst hans Søns Død, Rom. 5, 10.

147. Ere vi og ved ham forløste fra Synden og dens Straf?
Ja; Christus har forløst os fra Lovens Forbandelse, Gal. 3, 13.

148. Have vi da bekommet Rettighed til det evige Liv?
Ja; vi rose os under Guds Herligheds Haab. O, en herlig Frugt af JEsu Chrisit Fornedrelse! Rom. 5, 2.

149. Er vor Frelser bleven i Døden?
Nei; Gud opreiste JEsum fra de Døde, og gav ham Herlighed, 1 Pet. 1, 21.

150. Hvor er han nu?
Han er opfaren langt over alle Himle, at han vilde opfylde alle Ting, Eph. 4, 10.

151. Hvor har han sat sig?
Hos den almægtige Gud Faders høire Haand; derfra han skal igjen komme, at dømme Levende og Døde, Marc. 16, 19. Apost. G. 1, 11.

152. Hvad gjør han hos Guds høire Haand?
Han hersker midt iblandt sine Fjender, Ps. 110, 1, 2.

153. Hvad gjør han mere?
Han gjør dem alle salige, som komme til Gud formedelst ham, og lever altid for at bede for dem. O hvor lyksalige ere vi, som have slig en Talsmand hos Faderen! Ebr. 7, 25. 1 Joh. 2, 1, 2.




Sjette Afdeling.

154. Hvo tilegner os den Frelse, som Christus har forhvervet os?
Den Hellig=Aand.

155. Hvo sender den Hellig Aand?
Den HErre JEsus har efter sin Ophøielse sendt ham fra Faderen. Dersom jeg gaaer bort, siger han selv, vil jeg sende ham til eder, Joh. 16, 7.

156. Over hvem har den Herre JEsus først udøst den Hellig=Aand?
Over sine Disciple og Apostler, som paa første Pintse=Dag bleve udrustede med Kraft af det Høie, Luc. 24, 49. Apost. G. 2, 4.

157. Hvad gjorde den Hellig=Aand formedelst Apostlerne?
Han straffede Verden for Vandtro, Joh. 16, 8, 9.

158. Hvad gjorde han mere?
Han forklarede og helliggjorde den HErre JEsum formedelst Apostlernes Lærdom og Mirakler, Joh. 16, 14. Apost. G. 4, 10.

159. Gjør han endnu det samme med alle tro Lærere?
Ja; thi det er ikke dem som tale, men Faderens Aand, som taler ved dem, Matth. 10, 20. 1 Thess. 4, 8.

160. Hvad prædikede Apostlerne?
De prædikede efter Christi Befaling, Evangelium for alle Kreature, Marc. 16, 15.

161. Prædike endnu alle troe Lærere det samme?
Ja; de prædike endnu stedse Loven og Evangelium.

162. Hvad er Evangelium?
Det trøstelige Budskab, at Gud formedelst Christum er forligt med Verden, og at han vil gjøre alle dem salige, som troe paa Christum.

163. Strækker dette Evangelium sig til alle Mennesker?
Ja; thi Gud vil, at alle skal komme til Sandheds Kundskab, Col. 1, 23. 1 Tim. 2, 4.

164. Har Gud givet sin Søn hen i Døden for den ganske Verden?
Ja; han elskede saa Verden, at han gav sin eenbaarne Søn. Og Sønnen har givet sig til en Igjenløsnings Betaling for alle, Joh. 3, 16. 1 Tim. 2, 6.

165. Vil han og give alle sin Hellig=Aand?
Ja; den himmelske Fader vil give alle den Hellig=Aand, som ham bede, Luc. 11, 13.

166. Faaer da nu alle den Salighed Christum har forhvervet?
Nei; den Vei er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som den finde, Mth. 7, 14.

167. Hvorfor bliver ikke alle salige, siden Gud vil, at alle skal blive salige?
Fordi ikke alle begive sig i den Orden, som Gud har foreskrevet dem, der vil blive salige, Ap. G. 13, 48.

168. Hvad er det for en Orden?
Omvendelsen til Gud, og Troen til JEsum Christum, Ap. G. 20, 21. Marc. 1, 15.

169. Meddeles der os ikke i Daaben en Rettighed til Saligheden?
Jo; Gud gjør os salige formedelst Igjenfødelsens Bad, Tit. 3, 5.

170. Hvad skeer mere i den hellige Daab?
Der bliver oprettet en Pagt imellem Gud og os, 1 Pet. 3, 21.

171. Hvor har du da nu i egen Person at gjøre Rede for denne din Daabs Pagt?
I de Unges Confirmation.

172. Hvad er de Unges Confirmation?
Den er vor christelige Troes offentlige Bekjendelse, og vor Daabs Pagts høitidelige Igjentagelse for Menigheden.

173. Er den ikke et Sacramente ligegyldig med Daaben, etc.?
Nei; thi vi have ikkun tvende af Gud indstiftede Sacramenter, saavel i det ny, som i det gamle Testamente.

174. Hvad holder du da de Unges Confirmation for at være?
Ikkun for en uskyldig og nyttig Kirke=Skik.

175. Hvad er nu vel dens Nytte?
1. At de Unge selv kan i de skjønnende Aar gjøre Regnskab for deres Daab, og den samme Troes Bekjendelse, som deres Faddere aflagde for dem i deres spæde Barndom. 2. At de Gamle med de Unge kan oftere derved gives en gudelig Opmuntring, til destrøsteligere at erindre sig deres Daabs=Pagt, desnøiere at eftertænke, hvorvidt de har holdt den, og desforsigtigere for Eftertiden at tage den i Agt.

176. Hvad er da vel en Pagt?
Den er et Forbund eller en Aftale imellem Tvende, hvor den ene lover den anden noget at holde urokkeligen.

177. Hvad har nu Gud lovet os i Daabens Pagt?
Syndernes Forladelse, Frelse fra Døden og Djævelen, det evige Liv og Salighed.

178. Hvad have vi derimod lovet Gud?
At forsage Djævelen, alle hans Gjerninger, og alt hans Væsen *) og troe paa Gud Fader, Søn og Hellig=Aand, Tit. 2, 12. Marc. 16, 6.
*)
Herved forstøde særdeles de første Christne, at have Afskye for Djævelens Tilbedelse, hedenske Troe, og medfølgende Afguderi, Troldom og hedenske Spil og Lege. Hvilket alt enhver maatte fornægte og forlade, førend han blev antagen til den Christne Troe.

179. Hvilket er nu det første Løfte, som du gjorde Gud i Daaben?
At jeg vilde forsage Djævelen.

180. Hvad lover du Gud hermed?
Jeg opsiger hermed den Ondskabs Aand, Guds og min Sjæls erklærede Fjende al sin Tjeneste og forpligter mig til, Livet igjennem at stride imod ham, og forstyrre hans Rige, Eph. 6, 10.

181. Hvordan kan det bedst skee?
Naar jeg ikke giver hans Indflydelse Rum og Plads hos mig, tillukke mit Hjerte for ham, søger hverken Raad eller Hjælp hos ham, advarer enhver for ham, gjør ham intet til Behag, og bliver stedse hans Fjende, 1 Pet. 5, 8.

182. Hvilket er det andet Løfte?
At jeg vilde forsage Djævelens Gjerninger.

183. Hvad forstaaer du ved hans Gjerninger?
Verden er Djævelens Værksted, og alle Ondskaber, kjødelige Fornøielser, syndige Skikke og Sædvaner, Paafund og Rænker, Verdens Børns Afskyeligheder og Forargelser ere hans Gjerninger, Eph. 2, 2. 1 Joh. 2, 16 og 5, 19.

184. Hvad lover da Gud hermed?
Jeg siger mig hermed ganske af med alle de syndige Gjerninger, og lover hverken at raade eller hjælpe dertil, ikke heller tage nogen Behag, eller mindste Deel deri; men fly og fly Verdens Venskab, Ondskab, Ureenlighed, List og Lyst, og hvor jeg kan gjøre Afbræk og Indpas deri, 1 Joh. 1, 6. Jak. 4, 4. Tit. 2, 11, 12.

185. Hvilket er det tredie Løfte, du gjorde Gud i Daaben?
At jeg vilde forsage Djævelens Væsen.

186. Hvad forstaaer du ved hans Væsen?
Synden, som boer i mig, der ikke er af Gud, men af Djævelen, mit eget Sind, Vrede, Hovmod, Verdens Aand, og hvad anden Udkrudt, Satan ellers kan have udsaaet hos mig.

187. Hvad lover du Gud hermed?
At jeg ikke vil lade Synden regjere i mig, men daglig korsfæste og døde Kjødet med sine Lyster, dæmpe og udrydde mit eget Sind, Vrede, Hovmod, Verdens Aand, og al anden Satans Ukrudt, og alvorligen oprette og bevare i min Sjæl det retskafne Væsen, som er i Christo JEsu, Rom. 6, 3-14. Gal. 5, 24. 1 Joh. 3, 8. Eph. 4, 21-24.

188. Hvilket er det fjerde Løfte?
At jeg vil troe paa Gud Fader.

189. Hvad lover du Gud Fader hermed?
At jeg alene vil kjende ham for min Fader, Skaber og Opholder, være hans med Legeme og Sjæl, tjene ham, som et lydigt Barn, betroe mig til hans Kjærlighed og Forsorg og overgive mig ganske til hans vise Regjering i Medgang og Modgang, i Liv og i Død, Es. 63, 16. Luc. 12, 30. Ap. G. 7, 59, 60.

190. Hvilket er det femte Løfte?
At jeg vil troe paa JEsum Christum, Guds Mariæ Søn.

191. Hvad lover du nu Guds Søn hermed?
At jeg vil antage ham, sand Gud og sand Menneske, for min eneste Saliggjører og bekjende mig for hans dyrekjøbte Eiendom; hans Død skal være mit Liv, hans Lidelse og Spot min Ære, hans Ophøielse min Helliggjørelse, hans Tjeneste min Frihed, hans Forbøn min eneste Tilflugt, og hans Exempel min Regel og Rette=Snoer, Ap. G. 4, 12. 1 Pet. 1, 18, 19. Joh. 10, 28 og 14, 6. Rom. 14, 7, 8.

192. Lover du ham endnu intet mere?
Jo; At jeg vil intet vide af anden Konge, Prophet og Ypperste=Præst, end ham alene, efterfølge ham, stride troeligen under hans Blod=Fane, og vente paa hans Aabenbarelse til Dommen, som paa min evige Forløsning, Col. 12, 14. 2 Tim. 4, 7, 18. Ebr. 9, 27, 28.

193. Hvilket er nu det sjette og sidste Løfte, du gjorde Gud i Daaben?
At jeg vil troe paa den Hellig=Aand.

194. Hvad lover du Gud den Hellig=Aand hermed?
Jeg bekjender ham hermed for min rette Lærer, Leder og Trøster; jeg vil være hans Værksted og Tempel, følge hans Raad og Indgivelser, og lade mig føre af ham til de Helliges Samfund, Joh. 14, 26. 1 Cor. 3, 16. Rom. 8, 8, 9, 10. Gal. 5, 22.

195. Lover du den Hellig=Aand intet mere?
Jo; jeg vil begjære og annamme efter hans Forskrift og Forsikkring mine Synders Forladelse, haabe af hans Iboelse i mig Legemets Opstandelse, og endelig ved ham omfavne og beholde det evige Liv, Rom. 8, 11-17.

196. Men kan nu en Christen ikke bryde Daabens Pagt, og saa miste al den Salighed?
Jo.

197. Hvorved kan han bryde den?
Ved vitterlige og forsætlige Synder; thi de gjøre Skilsmisse imellem Gud og os, Es. 59, 2.

198. Men hvad Raad er der da, naar Daabens Pagt saaledes er brudt?
De maa ved Omvendelse og Troe igjen fornyes.

199. Hvad er Omvendelse?
Den er en indvortes Forandring i Sindet og Villien.

200. Hvo kan omvende en Sjæl?
Ingen uden Gud alene: Omvend du mig, HErre, saa bliver jeg omvendt, Jer. 31, 18.

201. Hvorledes er vel Mennesket for sin Omvendelse sindet imod Gud?
Dets kjødelige Sands er Fjendskab imod Gud, Rom. 8, 7.

202. Bliver det og efter sin Omvendelse Guds Fjende?
Nei; da bliver det Guds Ven og hans Elskelige.

203. Hvorledes var Mennesket sindet imod Synden?
Det elskte Synden, og saae sig stedse om Leilighed til at synde

204. Men er det efter sin Omvendelse ligesaadan sindet?
Nei, da hader det Synden, og skyer al Leilighed til at synde, Ps. 97, 10.

205. Hvad drager den indvortes Sinds=Forandring efter sig?
En udvortes Forandring i et Menneskes ganske Vandel, i Gebærder, Ord og Gjerninger, Rom. 12, 2. Eph. 4, 17, 25.

206. Hvad er det, som man i en sand Omvendelse omvender sig fra?
Fra Synden og Satans Magt, Ap. G. 26, 18.

207. Til hvem omvender man sig?
Til Gud og hans Samfund.

208. Naar man vil omvende sig fra Synden, hvad udkræves da dertil?
Man maa af Loven med Veemodighed og Blusel lære at kjende saavel sin oprindelige, som gjørlige Synd, Rom. 3, 20.

209. Er det nok, at man saaledes lærer at kjende sin Synd?
Nei; man maa og inderlig angre, hade og væmmes ved den.

210. Hvad er det som skal virke Had til Synden?
At Mennesket føler Guds Vrede over Synden, og eftertænker, hvad Christus dog har maattet lide og udstaae for Syndens Skyld, Ps. 38, 2, 3.

211. Hvad følger paa saadant Had til Synden?
Et oprigtigt Forsæt at aflægge al Synd, og for Fremtiden at vogte sig for den.

212. Men hvorved omvender man sig til Gud?
Ved Troen til JEsum Christum; thi ingen kommer til Faderen, uden ved ham, Joh. 14, 6.

213. Hvad er den sande Troe?
Den er et guddommeligt Lys, ved hvilket en bodfærdig Sjæl med Samtykke erkjender JEsum Christum for sin Frelser, og en guddommelig Kraft, ved hvilken den med hjertelig Tillid griber fat paa Christi Fortjeneste, og tilegner sig den.

214. Hvormange Stykker hører der til en sand Troe?
Tre Stykker, Kundskab, Samtykke og Tillid.

215. Hvorpaa kjendes den sande Troe?
Paa dens Kraft og dens Frugter.

216. Hvad har da Troen for en Kraft?
Den har en retfærdiggjørende Kraft, hvorved vi bekomme Syndernes Forladelse for Christi Skyld, og en helliggjørende Kraft, hvorved vi befries fra Syndens Herredømme, og vinde Seier, Rom. 4, 5. Ap. G. 15, 9. 1 Joh. 4, 5.

217. Hvilke er den sande Troes Frugter?
De ere Aandens Frugter, eller gode Gjerninger, saasom Kjærlighed, Lydighed, Tillid til Gud, Taalmodighed og deslige, 1 Petr. 5, 8. Gal. 5, 22.

218. Saa virker da Troen formedelst Kjærlighed?
Ja; I Christo JEsu formaaer intet uden Troen, som virker krafteligen formedelst Kjerlighed til Gud og Næsten. Gal. 5, 6.




Syvende Afdeling.

219. Hvad Nytte har man deraf, at man begiver sig i Omvendelse og Troens Orden?
Man bliver i den Orden befriet fra al Elendighed, og deelagtiggjort i al den Salighed Christus har forhvervet os.

220. Hvad er det for en Elendighed, man ved Troen befries fra?
1) Syndens Skyld. 2) Syndens Herredømme. Og 3) Syndens Straf.

221. Bliver da en Troende befriet fra alt dette Onde?
Ja; Syndens Skyld bliver ham forladt, Syndens Herredømme svækket, og den timelige og evige Straf for Synden eftergiven, 2 Sam. 12, 13. Rom. 6, 14. Zeph. 3, 15.

222. Har da de Troende aldeles ingen Synd hos sig?
Dersom vi sige, at vi ikke have Synd, da forføre vi os selv, og Sandheden er ikke i os, 1 Joh. 1, 8.

223. Hvad for Synd bliver endnu tilbage hos de Troende?
Den medfødte Arve=Synd.

(See Spørgsmaal 84 og 86).

224. Bliver de Troende ikke stundom af den overilede? -
Jo; vi støde alle an i mange Ting, Jak. 3, 2.

225. Men agte de saadanne Feil og Skrøbeligheds Synder ringe?
Nei; men de søge i daglig Bod at fortryde dem, at afbede dem hos Gud, og stedse at vandre forsigteligen, Ps. 19, 13. Eph. 4, 15.

226. Bliver da saadanne Skrøbeligheds Synder dem til Fordømmelse?
Der er ingen Fordømmelse i dem, som ere i Christo JEsu, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden, Rom. 8, 1.

227. Ere da og de Troende fri fra det Onde, som følger paa Synden?
Ja; de ere fri fra Guds Vrede, Lovens Forbandelse, en ond Samvittighed, og fra Verden, Djævelen, Helvede og Fordømmelse. O vel dem, som nyde saadan en herlig Frihed! Joh. 8, 36.

228. Hvori bestaaer den Salighed, som de ved Troen i dette Liv faaer Deel i?
Deri, at de blive 1) Guds Børn formedelst Troen. De blive 2) forenede med Christo, og Lemmer paa hans Legeme. De blive 3) den Hellig=Aands Tempel, der boer og virker i dem, Gal. 3, 27. Eph. 5, 30. 1 Cor. 3, 16.

229. Hvad virker den Hellig=Aand i dem?
1) Allehaande guddommelig Kraft til at leve christelig, lide taalmodig, og døe salig. 2) Allehaande guddommelig Trøst i al Bedrøvelse, 2 Pet. 1, 3. Ap. G. 9, 31. 2 Cor. 1, 4.

230. Saa er da en Christen allerede salig i denne Verden?
Ja; han er allerede salig, dog i Haabet til en større Salighed, Rom. 8, 24.

231. Men kan en Christen miste igjen den erholdte Salighed?
Ja; han kan igjen miste Troen og en god Samvittighed; og saaledes miste Christum og Saligheden, 1 Tim. 1, 19. Gal 5, 4.

232. Hvad maa den gjøre, som tænker paa at bevare den engang erholdte Salighed?
Han maa ved Troen blive i Forening med Christo, og af hans Aand stedse lade sig regjere, Joh. 15, 5. Gal. 5, 18. Rom. 8, 14.

233. Hvorefter skal han indrette sit Levned?
Ikke efter den forargelige Verdens Exempel, men efter JEsu Christi Exempel og Guds rene Ord, Ps. 119, 9. Phil. 2, 5.

234. Hvad skal han fornægte?
Alt ugudeligt Væsen og verdslige Lyster.

(See Spørgsmaal 178).

235. Hvorfra maa han daglig rense sig?
Fra al Kjødets og Aandens Besmittelse, eller fra de endnu vedhængende Skrøbeligheder, 2 Cor. 7, 1.

236. Hvad maa han daglig korsfæste?
Kjødets med dets Lyster og Begjærligheder, Gal. 5, 24.

237. Hvad har han daglig at stride imod?
Satan, den forargelige Verden, og sit eget Kjød og Blod, eller den iboende Synd, Gal. 5, 24.

238. Hvad maa han mere gjøre?
Han maa vaage og bede at han ikke falder i Fristelse. Matth. 26, 41.

239. Har han da ikke noget fornødent til sin Troes Bestyrkelse?
Jo visseligen.

240. Ved hvad Middel bliver nu Troen bestyrket?
Ved Guds hellige Ord, og det høiværdige Alterens Sacramente; derved man ofte maa sukke: HErre forøg os Troen, Luc. 17, 5.

241. Hvorledes skal han bruge Guds Ord?
Han maa med Hjertens Begjærlighed og Andagt høre, læse, betragte og bevare det.

242. Hvorledes skal han bruge den hellige Nadvere?
Han skal efter foregaaende nøiagtig Prøve i en sand Tro ofte see, at deelagtiggjøres derudi, 1 Cor. 11, 28. 2 Cor. 13, 5.

243. Hvorfor har de Troende slig Bestyrkelse fornøden?
For de Skrøbeligheders og Lidelsers Skyld, som de endnu ere undergivne.

244. Ere de sande Christne saadanne Lidelser underkastede her i Verden?
Ja; den Retfærdige maa lide meget Ondt, og indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler, Ps. 34, 20. Ap. G. 14, 22. Luc. 9, 23.

245. Hvorfor tilskikker Gud sine Børn saa megen Lidelse?
Paa det 1) deres Tro kan prøves og bevares. 2) At den iboende Synd kan svækkes, og miste sin Kraft. 3) At deres Helliggjørelse kan befordres. Og 4) at de kan vorde Christi Billede lige dannede, 1 Pet. 1, 7 og 4, 1. Ebr. 12, 10. Rom. 8, 29.

246. Men lægger Gud dem vel mere Lidelse paa, end de kan taale at bære?
Nei; Gud er trofast, han lader dem ikke fristes over Formue, 1 Cor. 10, 13.

247. Lader han dem da være trøstelige i deres Lidelser?
Nei; thi ligesom Christi Lidelser ere overflødige til dem, saa er og deres Trøst overflødig ved Christum, 2 Cor. 1, 5.




Ottende Afdeling.

248. Men lader han dem stedse forblive under Lidelser?
Nei; han skal omsider frie dem fra alt Ondt, 2 Tim. 4, 18.

249. Hvorved skeer saadan Frelse?
Ved en salig Død.

250. Hvo kan vente at døe salig?
Hvo som (i Troen og Gudfrygtighed) bliver troe indtil Enden, han skal blive salig, Matth. 24, 13, Aab. 2, 10.

251. Hvor kommer da et troende Menneskes Sjæl hen efter Døden?
Den bliver af Englene baaren hen i Abrahams Skjød, hvor den hviler af alt sit Arbeide, Luc. 16, 22. Aab. 14, 13.

252. Hvor kommer Legemet hen?
I Graven, hvor det bliver til Jord igjen, som det er taget af, 1 Mos. B. 3, 19.

253. Skal det stedse forblive i Graven?
Nei; Christus vil opvække det paa den yderste Dag, Joh. 6, 40.

254. Hvorledes vil han opvække det?
Han vil forvandle vort ringe Legeme, at det skal vorde ligedannet efter hans Herligheds Legeme, Phil. 3, 21.

255. Skal da Christus igjen aabenbares paa den yderste Dag?
Ja; Menneskets Søn skal komme i sin Herlighed, Matth. 25, 31.

256. Hvad skal han da udrette?
Han skal dømme de Levende og Døde. Alle baade Onde og Gode, Ap. G. 17, 31.

257. Hvorledes vil han dømme de Onde?
Han vil vise dem, som forbandede, hen i den evige Ild, Matth. 25, 41.

258. Hvorledes vil han dømme de Gode?
Han vil indføre dem som Velsignede i sin Faders evige Rige, Matth. 25, 34.

259. Hvem skal de see der?
Der skal de see Gud, ligesom han er, og i Besynderlighed deres herlige Frelser, 1 Joh. 3, 2. 1 Pet. 1, 8.

260. Hvad fører denne Guds Beskuelse med sig?
Stor Glæde; thi de skulle skue ham med uudsigelig og herliggjort Glæde, 1 Pet. 1, 8.

261. Hvorlænge skal denne Glæde vare?
Uden Ende i al Evigheds Evighed; thi de skal altid være med Herren, 1 Thess. 4, 17.

262. Hvortil fører nu omsider Saliggjørelsens Orden os?
Den fører saa mange, som begiver sig i den og følge den, til evig at nyde og eie den Salighed, som JEsus Christus har forhvervet os.

Dertil hjælpe os Gud Fader af Naade, ved den værdige Hellig Aands medarbeidende Kraft for JEsu Christi Skyld, Amen!




Saliggjørelsens Orden
forfattet
i sexogtyve Spørgsmaal
for
de meget Tungnemme og Gamle.

1. Troer du at der eer en Gud?
Ja; jeg troer, at der er en sand Gud til, Marc. 1, 32.

2. Hvad hedder denne ene sande Gud?
Fader, Søn og Hellig=Aand, Matth. 28, 19.

3. Hvad Godt har Faderen særdeles gjort dig?
Han har skabt mig.

4. Hvad har Sønnen gjort dig?
Han har igjenløst mig.

5. Hvad har den Hellig=Aand gjort dig?
Han har helliggjort mig.

6. Hvorledes har Gud skabt Mennesket?
Gud skabte Mennesket i sit Billede, viist, retfærdigt, helligt og udødeligt, 1 Mos. B. 1, 27. Eph. 4, 24.

7. Er da Mennesket forblevet i denne salige Tilstand?
Nei; det er formedelst Satans Forførelse affalden fra Gud til Ulydighed, 1 Mos. B. 3, 13.

8. Hvad Tilstand har da Mennesket ved dette Affald styrtet sig udi?
I en høist elendig og usalig Tilstand.

9. Hvori bestaaer et Menneskes Ulyksalighed?
Deri, at han har revet sig løs fra Gud, og forenet sig med Satan, Es. 59, 2. Eph. 2, 2.

10. Hvad har Satan gjort Mennesket til?
Til en Synder og Guds Fjende, Col. 1, 21.

11. Hvad har saadan en Guds Fjende i Evighed at vente sig?
En uafladelig Pine, Matth. 25, 46.

12. Har Gud da ladet Mennesket ligge i denne Elendighed uden Hjælp?
O nei; han har efter sin evige Naade lovet og sendt dem en Frelser.

13. Hvor er denne Frelser?
Hans eneste Søn, sand Gud og sand Menneske, Gal. 4, 4.

14. Hvad hedder denne Frelser?
JEsus Christus.

15. Hvad har han gjort til at forløse os?
Han har ved sin fuldkomne Lydighed opfyldt Loven for os, og med sin blodige Død paa Korset betalt for vor Synde=Skyld.

16. Kunde denne hans Lydighed og Død være en gyldig Betaling for vore Synder?
Ja; fordi han var en sand Gud og et sand Menneske. Derfor kaldes han og Lovens Ende, og hans Blod er dyrebart Blod, som renser os fra al Synd, 2 Cor. 5, 19. Rom. 10, 4. 1 Pet. 1, 19. 1 Joh. 1, 9.

17. Hvad har han nu dermed forhvervet os?
Guds Naade og det evige Liv.

18. Lader han og denne forhvervede Salighed tilbyde alle Mennesker?
Ja; han lader alle tilbyde i Evangelio, Ap. G. 17, 30, 31.

19. Forlanger han, at Menneskene ved Gjerninger skal fortjene denne Salighed af ham?
Nei; han skjænker dem for intet i den hellige Daab, Tit. 3, 5.

20. Men hvad kræver han af dem, der efter Daaben ere igjen faldne i modvillige Synder?
At de i Bodfærdighed skal kjende, fortryde og hade deres Synder.

21. Hvad kræver han mere?
At de i Troen skal antage Jesum Christum, Verdens Frelser, og efterfølge ham.

22. Kan de gjøre det af egne Kræfter?
Nei; men Gud selv ved Ordet maa virke det i dem, Phil. 1, 6 og 2, 13.

23. Hvad skeer dem, der saaledes hade Synden og ved Troen hænge fast ved Christum?
De for Christi Skyld blive retfærdig= og saliggjorte, Ap. G. 15, 11. Rom. 3, 24, 25.

24. Maa de da fremdeles tjene Synden?
Det være langt fra; men de skal leve christelig og lide taalmodig, Rom. 6, 1, 2.

25. Naar de nu gjøre dette saalænge de leve, hvad har de da at forvente sig?
Frelse fra alt Ondt ved en salig Død, 2 Tim. 4, 18.

26. Men hvad have de paa den yderste Dag at haabe?
En glædelig Opstandelse fra de Døde, og et evigt Liv, Joh. 6, 40.




Det gamle Testamentes
Kirke=Historie
før Christi Fødsel.


Om Verdens Skabelse.

1. Naar er Verden skabt?
I Begyndelsen, 1 Mos. B. 1.

2. Hvo har skabt den?
HErren den almægtige Gud.

3. Hvoraf har han skabt den?
Af intet.

4. I hvor mange dage?
I sex dage.


Om Adams og Evas Skabelse.

5. Hvad hedde de første Mennesker?
Adam og Eva, 1 Mos. B. 2.

6. Hvoraf skabte Gud Adams Legeme?
Af en Jord=Klump.

7. Hvorfra bekom han sin sjæl?
Gud blæste en levende Aand i hans Næse, 1 Mos. B. 2,7.

8. Af hvormange Parter bestaaer da Mennesket?
Af Legene og Sjæl.

9. Hvoraf skabte Gud Eva?
Af Adams Ribbeen, da han sov, 1 Mos. B. 2, 21.

10. I hvilken Stand levede Adam og Eva i Førstningen?
I Uskyldigheds Stand.


Om deres Uskyldigheds Stand.

11. Hvad Ypperlighed havde de hos sig i denne Stand?
Guds Billede, 1 Mos. B. 1, 26, 27.

12. Hvori bestod dette Guds Billede?
I en fuldkommen Viisdom, Retfærdighed og Hellighed, Eph. 4, 24.

13. Hvor boede de?
I Eden, en meget yndig og lystig Have, 1 Mos. B. 2, 8.


Om Synde=Standen.

14. Hvorved tabte de Guds Billede?
Ved deres Ulydighed og Vantroe.

15. Hvori bestod deres Ulydighed?
De aade af Kundskabets Træ paa Godt og Ondt, som Gud havde forbudt dem, 1 Mos. B. 3.

16. Hvo forførte dem til denne Synd?
Djævelen i en Slanges Skikkelse, 1 Mos. B. 3, 1, 13.

17. Hvad sagde Gud dertil?
Han drev dem ud af Paradis, og enhver af dem bekom sin Straf, 1 Mos. B. 3, 15, 19.

18. Men hvad for en Forjættelse gav Gud dem til Trøst i deres store Elendighed?
Qvindens Sæd skulde sønderknuse Slangens Hoved, 1 Mos. 3, 15.

19. Hvo er denne Sæd?
Vor HErre JEsus Christus.

20. I hvilken Stand leve da vi?
I Fordærvelsens Stand, Eph. 2, 1, 3.

21. Men hvilken Stand maae vi igjen sættes udi?
I Fornyelsens Stand, Eph. 4, 22, 23.


Om Adams Efterkommere.

22. Hvad hedte Adams tvende første Sønner?
Kain og Abel, 1 Mos. B. 4.

23. Hvad gjorde Kain?
Han slog sin Broder Abel ihjel.

24. Men hvad sagde han efter dette begangne Mord?
Min Misgjerning er større end jeg kan bære, 1 Mos. B. 4, 13.

25. Hvo har nu været den første Manddraber?
Kain.

26. Gav Gud Adam ingen anden Søn i Stedet for Abel?
Jo, Seth, 1 Mos. B. 5, 3.

27. Hvorledes forholdt sig Kains Efterkommere?
De vare ugudelige, og kaldes i Bibelen Menneskenes Børn.


Om Seths Efterkommere.

28. Hvorledes forholdt sig Seths Efterkommere?
De vare i Begyndelsen gudfrygtige, og kaldes i Bibelen Guds Børn, 1 Mos. B. 6, 2.

29. Hvem har vi at lægge Mærke til af Seths Efterkommere?
Enok, Methusalem og Noah.

30. Hvad har vi at mærke om Enok?
Han blev formedelst sin hellige Vandring levende optagen i Himmelen, 1 Mos. B. 5, 24.

31. Hvad har vi at mærke om Methusalem?
Han iblandt alle Mennesker levede allerlængst, nemlig 969 Aar, 1 Mos. B. 5, 27.


Om Syndfloden, Anno 1656.

32. Naar levede Noah?
Før, i, og efter Syndfloden, 1 Mos. B. 5, 29.

33. Hvorfor lod Gud Syndfloden komme over Jorden?
Fordi Menneskene ikke vilde lade sig mere regjere af Guds Aand, 1 Mos. B. 6, 3.

34. Hvor lang Tid gav Gud Menneskene før Syndfloden til Omvendelse?
Hundrede og tyve Aar, 1 Mos. B. 6, 3.

35. Hvormange Mennesker bleve bevarede i Arken?
Otte; Noah og hans Hustru, hans tre Sønner og deres tre Hustruer.

36. Blev der og Dyr bevarede i Arken?
Ja Dyr af alle Slags, som ikke kunde leve i Vandet.

37. Hvor stor var Arken?
Tre hundrede Alen lang, halvtredsindstyve Alen bred, og tredive Alen høi.

38. Hvor længe regnede det paa Jorden?
Fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.

39. Hvor høit stod Vandet over de høieste Bjerge?
Femten Alen høit.

40. Saa maatte jo Alting drukne og undergaae?
Ja alt hvad som ikke var i Arken.

41. Hvor længe stod Vandet over Jorden?
Næsten et halv Aar, 1 Mos. 7, 24.

42. Af hvem blev Verden igjen beboet efter Synd=Floden?
Af Noah tre Sønner.

43. Hvad hedde de?
Sem, Kam og Japhet.

44. Hvo har bygget det mærkværdige babylonske Taarn?
Disse tre Sønners Efterkommere.


Om Tungemaalenes Blanding og Forvirring, Anno 1809.

45. Hvad har Gud gjort ved denne Bygning?
Han blandede og forvirrede deres Tungemaal, som byggede, at de ikke kunde fuldkomme den Bygning, 1 Mos. B. 11.

46. Hvad fulgte paa disse Tungemaals Blanding og Forvirring?
Menneskene bleve adspredte, og droge hen i andre Lande, 1 Mos. B. 11, 8.

47. Af hvem have vi i disse nordiske Lande vor Oprindelse og Herkomst?
Af Japhets Efterkommere.

48. Hvad har vi at mærke om Sem?
At Gud udvalgte ham til Jødernes, sit eget Folks, Stamme=Fader.

49. Hvilke ere blandt Sems Efterkommere de mærkværdigste?
Disse tre Patriarker, Abraham, Isaak og Jakob.



Om Abraham, Anno 2017.

50. Hvad har vi at mærke om Abraham?
Han maatte efter Guds Befaling reise ud af sit Fædreland i Kaldæa, 1 Mos. B. 12.

51. Hvorfor maatte han reise ud derfra?
At han ikke skulde forføres til Afguderi.

52. Hvorhen maatte han reise?
I Kanaans Land.

53. Hvad for et Løfte gjorde Gud ham?
At han vilde give hans Sæd det Land Kanaan.

54. Er dette skeet?
Ja; men først efter en fire hundrede Aar er det givet Israels Børn til at eie og besidde.

55. Hvad for en Pagt oprettede Gud med ham?
Omskjærelsens Pagt.

56. Hvem maatte Abraham omskjære?
Alt Mandkjøn i hans Huus, 1 Mos. B. 17.

57. Hvad hed Abrahams Hustru?
Sara.


Om Isaak, Anno 2048.

58. Hvad for en Søn avlede Abraham med Sara?
Ikkun Isaak.

59. Hvor gammel var da allerede Abraham og Sara?
Abraham var hundrede, og Sara halvfemsindstyve Aar, 1 Mos. B. 21.


Anno 2033.

60. Havde Abraham ellers ingen Sønner?
Jo Ismael, som han avlede med sin Pige Agar, og sex Sønner, som han avlede med Kethura, 1 Mos. B. 16, 25.


Om Isaaks Opoffring Ao. 2072.

61. Hvorledes har Gud fristet Abraham?
At han skulde slagte og opoffre sin kjæreste Søn Isaak, i hvilken hans Sæd skulde velsignes, 1 Mos. B. 22.

62. Vilde Abraham gjøre dette?
Ja dertil var han villig, men Gud forhindrede det.

63. Hvorledes raabte HErrens Engel til ham?
Læg ikke din Haand paa Drengen, thi nu veed jeg, at du frygter Gud.

64. Hvad for en Forjættelse gav Gud Abraham paany?
At alle Slægter paa Jorden skulde i hans Sæd velsignes.

65. Hvo er denne Sæd?
Vor HErre Jesus Christus, Gal. 3, 16.


Om Sodomas Ødelæggelse.

66. Hvo levede samme Tid i Sodoma?
Loth, en gudfrygtig Mand, Abrahams Broder-Søn, 1 Mos. B. 19 og 9, 27.

67. Men hvorledes var det beskaffent med de Sodomitter?
De havde begaaet himmelraabende Synder, Gen. 18, 28.

68. Hvorledes straffede Gud dem?
Han lod regne Ild og Svovl ned af Himmelen, og ødelagde i Grunden den ganske Egn, nemlig Sodoma og Gomorra, Adama og Zeboim.

69. Er Loth og tillige omkommen?
Nei; tvende Engle førte ham, hans Hustru, og tvende Døttre ud derfra.

70. Men hvad Ulykke vederfores Loths Hustru?
Hun saae tilbage imod Guds Befaling, og blev omdannet til en Salt=Støtte.

71. Hvem tog Isaak til Hustru?
Rebecca, af sin egen Slægt, 1 Mos. B. 24.


Om Isaaks Børn, Anno 2107.

72. Hvad Børn avlede Isaak med hende?
Tvillinger, Esau og Jacob, 1 Mos. B. 25, 24.

73. Hvem af dem havde Isaak tiltænkt den bedste Velsignelse?
Esau, som først skulde lave ham en Ret Mad til, 1 Mos. B. 27.

74. Hvad gjorde Jacob herved?
Han gav sig ud for Esau, og altsaa tog Velsignelsen bort fra ham.

75. Hvorfor blev Velsignelsen taget fra Esau?
Fordi han allerede forhen havde solgt sin Første=Fødsels Rettighed for en Ret af Lindser; og altsaa agtede den selv ringe, 1 Mos. B. 25, 29, 30.

76. Hvad sagde Esau dertil?
Han vilde derfor ihjelslaae Jacob, 1 Mos. B. 27, 41.


Om Jacob, Anno 2184.

77. Men hvor reiste Jacob hen?
Til Laban sin Morbroder.

78. Hvad mødte ham underveis?
Han saae i Drømme en Himmel=Stige, paa hvilken de hellige Engle steg op og ned, 1 Mos. B. 27.

79. Hvad gjorde Jacob hos Laban?
Han tjente ham og vogtede hans Fæ.

80. Hvad var hans Løn?
Han tjente ham syv Aar for hans Datter Rachel, og syv Aar for hans Datter Lea, 1 Mos. B. 29.

81. Hvad for en Velsignelse gav Gud ham?
Han velsignede ham med meget Kvæg, 1 Mos. B. 30, 43.


Anno 2204.

82. Hvorlænge blev han hos Laban?
Tyve Aar, derefter reiste han hjem igjen til sin Fader. 1 Mos. B. 31.

83. Hvad mødte Jacob paa Hjemreisen?
Han brødedes om Natten med en Mand, indtil det dagedes, 1 Mos. B. 32, 34.

84. Hvad sagde han til denne Mand, der han vilde gaae fra ham?
Jeg slipper dig ikke førend du faaer velsignet mig, 1 Mos. B. 32.

85. Hvo var den Mand, Jacob var i Kamp med?
Guds Søn, 1 Mos. B. 32, 28.

86. Hvad for et Navn bekom Jacob heraf?
Han skulde ikke længere kaldes Jacob, men Israel.

87. Hvorledes tog da hans Broder Esau imod ham?
Meget kjærligen og venligen, 1 Mos. B. 33.

88. Hvormange Børn havde Jacob?
Tolv, sex med Lea, tvende med Rachel, og fire med begge deres Tjeneste=Piger.

89. Hvad for Slægter kom af disse Jacobs eller Israels tolv Sønner?
De tolv Israls Stammer.

90. Hvilke af disse Børn have vi særdeles at lægge Mærke til?
Joseph.


Om Joseph.

91. Hvad har tildraget sig med Joseph?
Hans Brødre solgte ham til Ægypten, Gen. 37, 22.

92. Hvo vilde forføre ham til Horeri?
Potiphars Hustru, Gen. 39, 7.

93. Men hvad sagde han dertil?
Hvorledes skal jeg gjøre denne store Ondskab og synde imod Gud, Gen 39, 9.

94. Hvad mødte ham derefter?
Han blev kastet i Fængsel.

95. Men hvem ophøiede ham igjen?
Gud gjorde ham til en stor HErre i Ægypten, at han kunde ernære og opholde sin Fader og sine Brødre i den svære dyre Tid.

96. Hvorved er Joseph bleven ophøiet?
Ved at forklare og udlægge Drømme, Gen 41.


Anno 2228.

97. Hvis Drømme har han udlagt?
Pharaos, Konge i Ægypten..

98. Hvad aabenbarede Gud Kong Pharao i Drømme?
At der skulde komme syv meget frugtbare og syv meget dyre Aar.

99. Ved hvad Leilighed kom Josephs Brødre i Ægypten?
Deres Fader Jacob skikkede dem derned i den store Hungers=Tid,for at kjøbe Korn, Gen 42.

100. Hvorledes anstillede Joseph sig imod sine Brødre?
I Begyndelsen tog han haardt i mod dem, men derefter gav han sig tilkjende for dem, hvem han var, Gen. 44 og 45.


Om Jacobs Reise til Ægypten.

101. Hvorledes kom Jacog i Ægypten?
Joseph lod ham og hans ganske Huus føre ned paa Vogne, Gen. 45, 21.

102. Hvor stærk var Israels Huus?
Det bestod af halvfjerdsindstyve Sjæle, Gen. 46.

103. Hvad for Land blev dem der given?
Gosen=Land, Gen. 46, 6.

104. Hvorledes gik det dem i Ægypten?
Saalænge Joseph levede, gik det dem vel.

105. Men hvorledes gik det dem efter hans Død?
Israels Børn formerede sig, og bleve tvungne til haard Trældom, og mange jødiske Drenge=Børn efter Kongens Befaling druknede, Exod. 1.

106. Hvorlænge maatte de være i Trældom?
Over to hundrede Aar.


Om Israels Børns Udgang af Ægypten, Anno 2453.

107. Hvo udførte dem af dette Trældoms Huus?
Moses ved Guds mægtige Haand.

108. Vilde Pharao lade dem slippe?
Nei, ikke førend HErren havde gjort for ham ti Mirakler eller Plager, Exod. 7, 8, 9. 10 Kap.

109. Hvilke var den sidste Plage?
Gud lod ved Morder Engelen alle Førstefødte ihjelslaae i Ægypten, Exod. 12, 29.

110. Hvad maatte da Israels Børn gjøre?
De maatte æde Paaske=Lammet og besmøre med dets Blod deres øverste Dør=Træ. Exod. 12.

111. Hvor stærk var Israels Børn da de gik ud af Ægypten?
Sex hundrede tusinde, tre tusinde og fem hundrede og halvtredsindstyve.
NB. 603,550.

112. Hvorigjennem førte Moses dem?
Igjennem det røde Hav, hvilket skilte sig selv ad, da Moses slog deri med sin Kjep, Ex. 14.

113. Hvo kom jagende bag efter dem?
Pharao med sin ganske Krigs=Hær, men de druknede alle i det røde Hav, v. 28.

114. Hvor reiste Israels Børn hen?
Til det forjættede Land Kanaan.

115. Hvorlænge vare de paa Reisen?
Fyrretyve Aar, Num. 14, 33, 34.

116. Hvor opholdt de sig al den Tid?
Udi Ørken.

117. Hvor bekom de deres Brød fra?
Gud lod falde Manna ned af Himmelen til dem, Exod. 16.

118. Hvor fik de Klæder fra?
Deres gamle Klæder bleve ikke opslidte, Deut. 29, 5.

119. Hvad har ellers Gud givet dem i Ørkenen?
De ti Bud paa Sinai Bjerg, Exod. 20.

120. Hvorfor lod Gud dem blive saalænge i Ørkenen?
Fordi de forsyndede sig imod Gud med Guld=Kalven, Exod. 32.

121. Hvad for en Eed gjorde da Gud for de Gamles Synds Skyld?
At ingen af dem, som drog ud af Ægypten, skulde komme ind i det forjættede Land.

122. Er Moses ikke heller kommen derind?
Nei, fordi han af Vantroe slog to Gange paa Klippen, Num. 20, 12, 13.

123. Har han da ikke seet Landet langt fra?
Jo, Gud viste ham det ganske Land paa et Bjerg, hvor han og døde.

124. Er Aaron ikke heller kommen derind?
Nei, fordi han støbte Guld=Kalven, Exod. 32.

125. Hvo var denne Aaron?
Den ypperste Præst, som med sine Sønner og Efterkommere maatte tjene i Forsamlingens Paulun, eller Tabernakelet, Lev. 8.

126. Hvad var Forsamlingens Paulun?
Den bestod af tre Dele, Forgaarden, det Hellige og det Allerhelligste, Exod. 25.

127. Hvad var i det Allerhelligste?
Pagtens Ark, hvori laae Lovens Tavler.

128. Hvad havde da denne Pagtens Ark for et Laag eller Dække?
Det var af Guld, og derpaa var tvende Cherubiner, af hvilke Sky=Støtten foer stedse op, (ellers blev dette Dække kaldet Naade=Stolen).

129. Hvad var Sky=Støtten?
En vis Sky, hvori Gud ligesom synligen boede, og var Israels Børns Veiviser, Exod. 13, 21, 22.

130. Hvo turde gaae ind i det Allerhelligste?
Ingen uden den ypperste Præst, og det ikkun een Gang om Aaret, nemlig paa den store Forsonings=Fest, og med Blod, Lev. 16, 2, 14

131. Hvad var det fornemmeste i det Hellige?
Røg=Alteret, Lyse=Stagen og Bordet, hvorpaa Skue=Brødene bleve lagte, Exod. 40, 4, 5.

132. Hvo turde gaae ind i det Hellige?
Præsterne.

133. Hvad var udenfor i Forgaarden?
Brænd=Offerets Alter, hvorpaa det Qvæg, som skulde offres, blev brændt, v. 6.

134. Hvor blev først dette Tabernakel eller Forsamlings=Paulun opslaaet?
I Ørkenen, og var der ligesom Jødernes Tempel.

135. Hvorledes kunde de føre det med sig?
De kunde svøbe det sammen, og Leviterne maatte bære det, Num. 4, 5 og 15.

136. Hvorpaa mærkede de, naar de skulde reise?
Naar Sky=Støtten foer op i det Høie, Num. 10, 34.


Om det forjættede Lands Indtagelse.

137. Saa er da ingen af de gamle Israeliter kommen i det forjættede Land?
Ingen flere end disse to, nemlig Josva og Kaleb, Num. 14, 29, 30.

138. Hvorledes har de inddeelt det forjættede Land?
I tolv Stammer eller Dele, efter Jacobs Sønners Tal, og det ved Lodkastning, Josv. 14.

139. Hvad skulde de gjøre ved Landets Indbyggere?
De skulde udrydde dem alle, men de lode dog mange leve af dem, Jud. 1, 28.

140. Hvortil har dette Folk forført Israels Børn?
Til den hedenske Gudstjeneste, Jud. 2, 3.

141. Hvorledes straffede Gud dem?
De maatte tjene Hedningerne.


Om Dommerne.

142. Hvad havde Israeliterne for Regenter i det forjættede Land?
I Førstningen havde de Dommere, men derefter Konger.

143. Hvad nyttede Dommerne dem?
De befriede dem igjen af Kananiternes Trældom, Jud. 2, 18.

144. Hvilke ere de fornemmeste iblandt Dommerne?
Josva, Samson, Eli og Samuel.


Anno 2493.

145. Hvad er at mærke om Josva?
Han var Mosis Tjener og har indført Israels Børn i det forjættede Land, Jos. 11, 12.


Anno 2800.

146. Hvad er at mærke om Samson?
Han havde saa stor en Styrke, at han engang ihjelslog tusinde Philistre med en Asen=Kjæft, Jud. 15.

147. Hvad er at mærke om Eli?
Han brækkede sin Hals itu, formedelst sine Børns onde Optugtelse, 1 Sam. 4, 18.

148. Hvad er der at mærke om Samuel?
Han var ikke alene en Dommer, men endog en stor HErrens Prophet, Jud. 3, 20 og 7, 15.

149. Men hvorledes forholdt sig hans Sønner?
De gjorde Uret, og toge Skjænk af Folket, 1 Sam. 8, 3.


Om Kongerne over ganske Israel.

150. Hvad vilde da Folket have?
En Konge, endskjøndt det var imod Guds Villie, 1 Sam. 8, 5, 6.

151. Hvormange Konger har regjeret over ganske Israel?
Ikkun tre, nemlig Saul, David og Salomon.


Anno 2916. Anno 2922.

152. Hvad har vi at mærke om Saul?
Han blev salvet til Konge af Samuel, men tilsidst dræbte han sig selv, 1 Sam. 10 og 21, 4.


Anno 2955.

153. Hvad har vi at mærke om David?
Han slog den Kæmpe Goliath ihjel, og blev forfulgt af sin Søn Absalon, 1 Sam. 17, 49. 2 Sam. 15.


Anno 2980.

154. Hvad har vi at mærke om Salomon?
Han var det allerviseste Menneske, og byggede HErrens prægtige Tempel i Jerusalem, 1 Kong. 6.

155. Hvorledes forsyndede omsider Salomon sig?
Han tog mange Hustruer, og faldt hen til Afguderi, 1 Kong. 11.


Om Rigets Deling, Anno 3009.

156. I hvormange Riger blev Riget deelt efter hans Død?
I tvende Riger; nemlig udi Israels og Judæ Kongeriger.

157. Hvo gav Anledning til denne Deling?
Roboam, Salomons Søn, ved sit haarde Svar han gav Folket, 1 Kong. 12.

158. Hvad svarede han Folket?
Min Fader lagde et svært Aag paa Eder, men jeg vel lægge til over Eders Aag; min Fader straffede Eder med Svøber, men jeg vil straffe Eder med Skorpioner, v. 11.

159. Hvormange Stammer faldt af fra ham?
De ti Stammer udvalgte Jeroboam til Konge, v. 20.

160. Hvilke Stammer forbleve ved Davids Huus?
De tvende Stammer, Juda og Benjamin.



Om Israels Konger.

161. Hvormange Konger have regjeret over de ti Stammer?
Nitten, og har ikke en eneste af dem frygtet Gud.

162. Hvor boede Israels Konger?
I Samaria.

163. Hvo efter Delingen var den første Konge i Israel?
Jeroboam.

164. Hvorledes forsyndede sig Jeroboam imod Gud?
Han forførte Folket til Afguderi, idet han gjorde tvende Guld-Kalve, og satte den ene i Bethel, og den anden i Dan, v. 28, 29.

165. Hvo var den sidste Konge over Israel?
Hoseas, under hvilken Samaria blev indtagen, 2 Kong. 17.


Anno 3263.

166. Af hvem bleve de ti Stammer bortført og fangen?
Af Salmanassar, kongen i Assyrien, v. 3 og 23.

167. Ere de komne tilbage igjen af dette Fængsel?
Nei, men Kongen lod besætte Landet med Hedninger, som tilsidst bleve kaldte Samaritaner, v. 24.

168. Hvad havde de for en Religion?
De tilbade den sande Gud, og tillige deres Guder, efter de Hedningers Skik, som de vare komne fra, v. 23.


Om Judæ Kongerige.

169. Hvormange Konger regjerede over Judæ Kongerige?
Tyve, og iblandt dem vare ikkun otte gudfrygtige Konger.

170. Hvilke af Judæ Konger vare de mærkværdigste?
Roboam, Ezechia og Zedechia.

171. Hvad er mærkværdigt om Roboam?
Han efter Rigets Deling var den første Konge over Juda.

172. Hvad er mærkværdigt om Ezechia?
Gud forlængede hans Liv, idet han lagde femten Aar til hans Alder, 2 Kong. 20, 6.


Anno 3305.

173. Hvad er mærkværdigt om Zedechia?
Han var den sidste Konge over Juda, og med ham fik og det Kongerige en Ende.


Om det babylonske Fængsel.

174. Hvor blev Zedechias henført?
I det babylonske Fængsel.

175. Af hvem blev han bortført?
Af Nebucadnezar, Kongen i Babylon.

176. Hvorledes gik det den Stad Jerusalem?
Den med Salomons Tempel blev ødelagt, v. 9.

177. Hvorledes gik det med Folket?
Næsten det ganske Folk blev bortført i det babylonske Fængsel, 2 Kong. 24 og 25.

178. Hvorfor lod Gud bortføre det jødiske Folk?
Det skete formedelst deres Afguderi og Ulydighed imod HErrens Propheter, 2 Krønik. 36, 15, 16.

179. Hvorledes inddeles Propheterne i den hellige Skrift?
I fire store og tolv smaa Propheter.

180. Hvilke ere de store Propheter?
Esaias, Jeremias, Ezechiel og Daniel.

181. Hvad hedder de smaa?
Hoseas, Joel, Amos og Obadias, Jonas, Michæus, Nahum, Habakuk og Zephanias, Hagæus, Zacharias og Malachias.

182. Ere Jøderne og komne tilbage igjen af dette Fængsel?
Ja, efter halvfjerdsindstyve Aar.


Om det babylonske Fængsels Ende Anno 3446.

183. Hvo gav dem løs igjen?
Cyrus eller Cores, den første Konge i Persien.


Anno 3469.

184. Hvad har de igjen derefter opbygget?
Den Stad Jerusalem og det andet Tempel, Esræ. 4, 5, 6.

185. Hvo førte dem an dertil?
Sorobabel, Esra og Nehemias.

186. Hvad havde de derefter for et Regimente?
De fleste ypperste Præster har tillige været deres Regenter.


Om Maccabæerne, Anno 3817.

187. Hvad for Folk har ellers været berømmelige iblandt Jøderne?
Maccabæerne, 1 Macc. 2.

188. Imod hvem har de samme ført Krig?
Særdeles imod Syrierne og Ægypterne, der holdte skrækkeligt Huus i Jerusalem.

189. Hvem overgav Jøderne omsider sig til?
Til Romerne.

190. Ved hvilken Tid er det skeet?
Ikke længe før Christi Fødsel.


Anno 3983.

191. Naar skete Christi Fødsel?
Imod Enden af det fjerde tusinde Aar efter Verdens Skabelse.

192. Hvorledes har Patriarken Jacob herom spaaet?
Der skal ikke vige Spiir fra Juda og Læremester fra hans Fødder, førend Siloh skal komme, og Folkene skal hænge ved ham, 1 Mos. B. 49, 10.


Om den anden Jerusalems Forstyrrelse.

193. Hvad Ende fik det omsider med det jødiske Folk?
En meget ynkelig Ende.

194. Hvorledes er det tilgaaet med deres Stad og Tempel?
De ere ganske og aldeles forstyrrede og ødelagte.

195. Af hvem?
Af Romerne.

196. Hvad hed den Romerske Anfører?
Titus Vespasianus.

197. Naar begyndte Beleiringen?
Paaske=Dag, da Staden just var fuld af Jøder.

198. Hvad for en Hunger maatte de lide?
Nogle aade Møg og Skarn, andre slagtede deres egne Børn og aade.

199. Hvormange Mennesker omkom der?
Flere end 1 Million Mennesker.
NB. 1,000,000.

200. Naar er denne Jerusalems Forstyrrelse skeet?
Halvfjerdsindstyve Aar efter Christi Fødsel.

201. Hvorfor er den skeet?
Fornemmelig fordi de ikke vilde antage Christum for deres Messias og Verdens Frelser.

202. Hvorledes raabte de ved hans Korsfæstelse?
Hans Blod komme over os og vore Børn.

203. Hvorledes staaer det nu til med Jøderne?
De ere adspredte i den ganske Verden, og leve uden Konge, uden Fyrste, uden Offer, uden Alter, uden Liv=Kjortel og uden Helligdom, Hos. 3, 4.

204. Hvad lære vi af deres Exempel?
Guds Godhed og Strænghed, Rom. 11, 22.




Det nye Testamentes
Kirke=Historie
ved og efter Christi Fødsel.


Johannes den Døber.

1. Hvo var Jesu Forløber?
Johannes den Døber.

2. Hvo var Johannes' Forældre?
Zacharias og Elisabeth.

3. Naar har de født ham til Verden?
I deres høie Alderdom efter Englens Bebudelse, Luk. 1. 7 og 13.

4. Hvad maatte denne Johannes gjøre?
Han maatte berede Veien for Christo, efter denne Prophetens Malachiæ Spaadom: See jeg vil sende min Engel, som skal berede Veien for mig, Mal. 3, 1.

5. Hvad var Indholdet af hans Prædiken?
Omvender Eder, thi Himmeriges Rige er nær, Matth. 3.

6. Hvorledes er han kommen af Dage?
Han er, efter Kong Herodes Befaling, halshugget i sit Fængsel, Matth. 14.

7. Hvorfor lod han ham halshugge?
Fordi han sagde til ham: Det er ikke ret, at du haver din Broders Hustru, Matth. 14, 2.


Om Marie Undfangelse.

8. Naar kom Englen Gabriel til Maria?
I den sjette Maaned efter Johannes Undfangelse, Luc. 1, 26 etc.

9. Til hvem kom Englen?
Til Maria, som var en Jomfru.

10. Hvad sagde han til hende?
See, du est frugtsommelig, og skal føde en Søn, hvis Navn du skal kalde Jesus; thi han skal blive stor, og den Høiestes Søn, v. 31, 32.

11. Hvorledes var Maria tilmode?
Hun blev forskrækket og sagde: Hvorledes skal det gaae til? efterdi jeg veed af ingen Mand, v. 34.

12. Havde da Maria ingen Mand?
Nei, men hun levede som en Fæstemø.

13. Hvo vilde da ægte hende?
Joseph, en Tømmermand, v. 27.

14. Skulde hun da blive frugtsommelig ved denne Joseph?
Nei, men Englen sagde: Den Hellig=Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig.

15. Af hvem var da Maria undfanget?
Af den Hellig=Aand.

16. Hvad sagde Joseph dertil?
Da han fornam at Maria var frugtsommelig, vilde han hemmeligen skille sig af med hende, Matth. 1, 19.

17. Men hvem raabte ham derfra?
HErrens Engel, som aabenbarede sig for ham i en Drøm, v. 20.

18. Hvad sagde han til Joseph?
Frygt ikke, at tage Maria din Trolovede til dig; thi det som er avlet i hende, er af den Hellig=Aand, v. 20.

19. Blev da Maria en Jomfru?
Ja, efter denne Prophetens Spaadom: See, en Jomfru er frugtsommelig og skal føde en Søn, han skal hedde Emanuel, det er, Gud med os. Es. 7, 14.

20. Hvad fulgte saa heraf?
At Christus er undfanget uden Synd.

21. Hvorledes har vi at ansee Joseph?
Som JEsu Pleie=Fader.


Om JEsu Fødsel.

22. Under hvem er JEsus født?
Under Keiser Augusto, Luc. 2.


Anno 3893.

23. Naar og paa hvad Tid?
Da Spiret, eller den kongelige Magt, var veget fra Juda, da de halvfjerdsindstyve Uger havde Ende. Og paa den anden Tempels Tid, Gen. 49, 10. Dan. 9, 24.

24. Hvor er han født?
I Bethlehem i en Stad, Mich. 5, 1.

25. Hvor blev han lagt efter sin Fødsel?
I en Krybbe.

26. For hvem blev hans Fødsel først kundgjort?
For de fattige Hyrder paa Bethlehems Mark.

27. Hvad sagde Englen til dem?
See, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alle Folk; thi Eder er idag en Frelser fød, hvilken er den HErre Christus i David Stad, Luc. 2, 10,11.

28. Hvad sang Englene ved hans Fødsel?
Ære være Gud i det Høie, Fred paa Jorden, og i Menneskene en Velbehagehed, v. 14.


Om JEsu Omskjærelse.

29. Naar er JEsus omskaaren?
Paa ottende Dag. v. 21.

30. Hvad for et Navn bekom han da?
Det Navn Jesu.

31. Hvorfor maatte han hedde JEsus?
Fordi han skulde frelse sit Folk af deres Synder, Matth. 1.


Om de Vises Tilkomst.

32. Hvo har tilbedt ham i Krybben?
De Vise af Østerland, Matth. 2.

33. Hvad bragte de med sig?
Guld, Røgelse og Myrrha.

34. Hvorved er hans Fødsel dem kundgjort?
Ved en usædvanlig og overnaturlig Stjerne, Matth. 2.


Om JEsu Fremstillelse i Templet.

35. Naar er JEsus fremstillet i Templet?
Efter Maria Renselse, Luc. 2, 22 etc.

36. Hvo indfandt sig ved denne hans Fremstillelse i Temple?
Iblandt andre den gamle Simeon.

37. Hvad sagde han da han fik ham paa sine Arme?
HErre, nu lader du din Tjener fare i Fred, som de haver sagt; thi mine Øine have seet din Salighed.


Om JEsu Flugt til Ægypten.

38. Hvorhen maatte JEsu Forældre derefter fly med ham?
Til Ægypten, Matth. 2, 13.

39. Hvorfor?
Fordi Herodes stod ham efter Livet.

40. Hvem lod Herodes imidlertid ombringe?
Alle Børn i Bethlehem, som var to Aar og derunder, v. 16.

41. Hvorlænge blev JEsus i Ægypten?
Indtil Herodes var død.

42. Hvor droge siden hans Forældre hen med ham?
Til Nazareth, v. 23.


Om JEsu Ungdom.

43. Hvad tildrog sig i Nazareth med ham?
Han blev der opdragen.

44. Naar reiste han med sine Forældre til Jerusalem?
I sit tolvte Aar, Luc. 2, 41.

45. Hvad gjorde han i Templet?
Han sad iblandt Lærerne, hørte dem og tilspurgte dem, v. 46.

46. Har vi ellers ingen Efterretning om hans Ungdom?
Nei, uden at det hedder, han var sine Forældre underdanig, og tog til i Viisdom, Alder og Naade hos Gud og Menneskene, Luc. 2.

47. Hvad har han gjort indtil sit tredivte Aar?
Der menes, at han hos sin Pleie=Fader Joseph har øvet sig i Tømmermands Haandværk.



Om JEsu Prædike=Embeds Tiltrædelse, og om hans Daab.

48. Naar begyndte JEsu sit Lære=Embede?
I sit tredivte Aar, Luc. 2, 23.

49. Af hvem blev han da døbt?
Af Johannes den Døber, Matth. 3, 13.

50. Hvad hændtes ved han Daab?
Himmelen aabnede sig.

51. Hvad for en Røst blev da hørt af Himmelen?
Denne er min elskelige Søn, i hvilken jeg haver min Velbehagelighed, 17.

52. Hvo foer ned over ham?
Den Hellig=Aand i en Dues Lignelse, v. 16.


Om JEsu Fristelse i Ørkenen.

53. Hvor blev han derpaa henført?
I Ørkenen, Matth. 4, 1.

54. Af hvem?
Af den Hellig=Aand, Luc. 4, 1.

55. Hvorfor blev han ført derhen?
For at fristes af Djævelen, Matth. 4.

56. Hvorlænge varede denne Fristelse?
Fyretyve Dage og fyretyve Nætter.


Om JEsu Apostle og Disciple.

57. Hvormange Apostler udvalgte han derefter?
Tolv, deriblandt var Judas, hans Forræder, Matth. 10, 2.

58. Hvormange Disciple har han ellers havt?
Halvfjerdsindstyve, Luc. 10, 5, 7.

59. Hvor sendte han dem hen i Førstningen?
Ikkun til de fortabte Faar af Israels Huus, Matth. 10, 5, 6.

60. Hvo vare disse Apostle og Disciple?
Alle ringe og ulærde Folk.

61. Hvad lovede han dem ved denne Udsendelse?
I er ikke de som tale, men det er Eders Faders Aand som taler ved Eder, Matth. 10, 20.

62. Hvorledes løb deres første Udsendelse af?
De komme tilbage igjen med Glæde og sagde: HErre, Djævelene ere ogsaa os underdanige i dit Navn, Luc. 10, 17.


Om JESU Prædike=Embede og Mirakler.

63. Hvad var det fornemmeste, som Christus gjorde i sit Lære Embede?
Han prædikede og gjorde forunderlige Gjerninger, Luc. 24.

64. Hvad var Indholdet af hans Prædiken?
Bedrer Eder, thi Himmeriges Rige er nær, Matth. 4, 17.

65. Hvor gjorde han sit første Mirakel?
I Brylluppet i Canaan i Gallilæa, Joh. 2, 11.

66. Hvilke vare de fornemmeste af hans Mirakler?
At han gjorde en Blindfødt seende, og opvakte Lazerus fra de Døde, som havde ligget fire Dage i Graven og allerede stinkede, Joh. 11, 39.

67. Vilde Folket gjerne høre ham Prædike?
Ja, de sagde: der har intet Menneske saa talet, Joh. 7, 46.

68. Har Mange troet paa ham?
Nei, 1) fordi de forargede sig paa ham, 2) fordi de frygtede for, at de skulde blive sat i Band, Joh. 12, 42.

69. Hvad var der da hos ham, som de forargede sig paa?
Hans Armod og ringe Anseelse.

70. Var han da saa fattig og trængende?
Ja, han havde ikke det han kunde helde sit Hoved til, Matth. 8, 28.

71. Hvorfor opførte han sig saa fattig og ringe?
At han kunde vise, hans Rige var ikke af denne Verden, Joh. 18, 36.


Om JEsu Forklarelse paa Thabor Bjerg.

72. Har han ingen Tid givet nogen Glands fra sig af sin guddommelige Herlighed?
Jo, særdeles paa Thabor Bjerg.

73. Hvad tildrog sig der med ham?
Han blev forklaret for sine Disciple, og hans Ansigt skinnede som Solen, Matth. 17.

74. Hvad for en Røst hørte der Disciplene?
Denne er min elskelige Søn, i hvilken jeg haver min Velbehagelighed, ham skulle I høre, v. 9.

75. Hvor længe førte JEsus sit Prædike=Embede?
Indtil det fjerde Aar.

76. Naar fik det Ende?
Med hans Lidelse og Død.


Om hans Indtog i Jerusalem.

77. Hvad tildrog sig kort før hans Lidelse?
Han gjorde offentlig sit Indtog til Jerusalem, Matth. 21.

78. Hvad reed han ind paa til Jerusalem?
Paa et Asen.

79. Hvorfor paa et Asen?
Fordi Propheten Zacharias havde saaledes spaaet: Fryd dig saare Zions Datter, raab med Glæde Jerusalems Datter, see din Konge kommer til dig, han er retfærdig og en Frelser, fattig og ridende paa et Asen, og paa en af Asenindernes unge Fole, Zach. 9, 9.

80. Hvad raabte da Folket?
Hosianna Davids Søn! lovet være den, som kommer i HErrens Navn, Hosianna i det Høieste, Matth. 21.


Om Paaske=Lammet og HErrens Nadver.

81. Naar begyndte hans Lidelse?
Skjær=Torsdag Nat.

82. Hvad gjorde han samme Nat?
Han aad Paaske=Lammet med sine Disciple.

83. Hvad indsatte han derefter?
Den hellige Nadver, Matth. 26, 26.

84. Hvad talte han da over Bordet med sine Disciple?
At en iblandt dem skulde forraade ham.

85. Hvad sagde han om dem alle?
At de alle i denne Nat skulde forarge sig paa ham.

86. Hvad sagde Disciplene?
At de vilde gaae i Døden med ham.

87. Hvor begyndte JEsus sin Lidelse?
Ved Oliebjerget, da han svedte Blodsdraaber, og stred med Døden, Luc. 22, 24.


Om Christi Fangenskab.

88. Af hvem blev han derefter fangen?
Af en stor Skare af Krigsfolk, Matth. 26, 47.

89. Hvo anførte dem?
Judas Iskarioth, hans egen Discipel.

90. Hvor førte de ham hen?
Til Caiphas den ypperste Præst, v. 57.

91. Hvad spurgte Kaiphas ham om?
Om han var Christus Guds Søn.

92. Hvad svarede JEsus?
Ja jeg er det, v. 63, 64.

93. Hvem har de derefter overanvordet ham?
Pilato, den romerske Lands=Herre, Matth. 27, 2.

94. Hvad dømte han om ham?
Jeg finder ingen Skyld hos ham.

95. Hvad raabte Jøderne paa, da han vilde lade ham løs?
Korsfæst, korsfæst ham; hans Blod komme over os og over vore Børn, v. 25.


Om Christi Forhaanelse.

96. Hvad iførte Krigs=Knægtene ham?
En gammel Purpur=Kaabe, v. 28.

97. Hvad satte de paa hans Hoved?
En Torne=Krone, v. 29.

98. Hvad havde han i hans høire Haand?
Et Rør.

99. Hvad sagde de af Spot?
Hil være dig, Jøde=Konge.

100. Hvad gjorde de ellers ved ham?
De sloge ham i Ansigtet, og pidskede ham, Joh. 19, 1-3.



Om hans Korsfæstelse.

101. Hvad gjorde de ved ham tilsidst?
De naglede ham til Korset med Hænder og Fødder.

102. Hvad sagde Christus dertil?
Fader! forlad dem, thi de vide ikke hvad de gjøre, Luc. 23, 34.

103. Hvo blev korsfæstet med ham?
Tvende Røvere, en ved den høire og en ved den venstre Side, v. 23.

104. Hvad sagde den ved den høire Side?
HErre, tænk paa mig, naar du kommer i dit Rige, v. 42.

105. Hvad sagde JEsus dertil?
Sandelig jeg siger dig: I Dag skal du være med mig i Paradis, v. 43.

106. Hvorledes raabte JEsus i sin største Jammer?
Min Gud! min Gud! hvi haver du forladt mig.

107. Hvad led da JEsus for Menneskene?
Helvedes Angest, hvilken bestaaer just i at være forladt af Gud.


Om hans Død.

108. Hvorledes raabte han kort før sin Død?
Det er fuldkommet.

109. Hvilket var hans sidste Ord?
Fader, i din Haand befaler jeg min Aand, v. 46.

110. Hvad for underlige Ting eller Mirakler lode sig da see?
Forhænget i Templet brast itu, Jorden skjælvede, Solen formørkedes og Klipperne bleve sønderbrudte, Matth. 27, 51, 52.

111. Hvad gjorde de ved ham efter hans Død paa Korset?
En Strids=Knægt aabnede hans Side med et Spyd, Joh. 19, 34.

112. Hvad udflød deraf?
Vand og Blod, 1 Joh. 5, 6, 7.

113. Hvad kan dette afbilde os?
De tvende Sakramenter, nemlig den hellige Daab, og HErrens Nadvere.

114. Hvorledes forholdt sig Apostelen Peder i Christi Lidelse?
Han i den Ypperste=Præstes Sal fornegtede ham trende Gange, og svoer, at han ikke kjendte dette Menneske.

115. Men hvad gjorde han da Hanen galede?
Han gik ud og græd bitterligen, Luc. 22, 62.

116. Hvorledes forholdt sig de andre Disciple?
De toge alle Flugten, Matth. 26, 56.

117. Hvad havde de sagt tilforn?
De vilde gaae i Døden med ham.

118. Hvad for en Ende fik Judas?
Han hængte sig selv, Matth. 26, 5.


Om JEsu Begravelse.

119. Hvo har begravet JEsum?
Joseph af Arimathia, en Raads=Herre, og Nicodemus, Joh. 19, 38, 39.

120. Hvor lagde Joseph ham?
I en ny Grav i sin Have, v. 4.

121. Naar døde JEsu og blev begravet?
Langfredag imod Aften.


Om JEsu Opstandelse.

122. Naar stod han op af Graven?
Søndag Morgen tidlig, som var Paaske=Dag.

123. Blev Graven ikke forvaret?
Jo! men Vægterne flyede derfra af Frygt, Matth. 28, 4, 12.

124. Hvo kom Paaske=Morgen og vilde salve ham i Graven?
Nogle Qvinder, Maria Magdalena, Maria Jakobi og Salome, Marc. 16.

125. Men hvem fandt de i Graven?
Tvende Engle.

126. Hvad sagde disse Engle?
I søge JEsum den Korsfæstede, han er opstanden, som han har sagt, Matth. 27, 5, 6.


Om JEsu Aabenbarelse.

127. For hvem aabenbarede JEsus sig først efter sin Opstandelse?
For Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv Djævle, Joh. 20, 14.

128. For hvem aabenbarede han sig om Eftermiddagen?
For de tvende Disciple, der gik til den By Emaus, Luc. 24, 13.

129. For hvem aabenbarede han sig om Aftenen?
For de ti Disciple, som havde lukket Døren til for sig af Frygt for Jøderne, Joh. 20, 19.

130. For hvem aabenbarede han sig otte Dage derefter?
For de elleve Disciple, da Thomas og var tilstede, v. 6.

131. Hvad sagde han da han kom ind til dem?
Fred være med Eder.

132. Hvad gjorde han videre?
Han blæste paa dem og sagde: Annammer den Hellig Aand, hvilke I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvilke I beholde dem, dem ere de beholdne, v. 22, 23.

133. Hvorlænge lod han sig see efter sin Opstandelse?
Fyrretyve Dage og talede med Disciplene om de Ting, som hørte til Guds Rige, Ap. Gjern. 1, 3.

134. Hvormange Gange lod han sig see?
Udi alt ti Gange.

135. Af hvormange er han seet?
Af de tolv Apostle, og af mere end fem hundrede Brødre paa engang, 1 Cor. 15, 5, 6.

136. Hvor er han sidst engang bleven seet?
Paa Olie=Bjerget, da han foer op til Himmelen, Ap. G. 1, 12.

137. Hvad tilsagde han endnu sine Disciple?
At de skulde blive i Jerusalem, indtil de bleve iførte med Kraft af det Høie, Luc. 24, 49.

138. Hvorhen har han befalet dem at gaae?
I al Verden for at lære og døbe alle Folk, Matth. 28, 19. Marc. 16, 15.

139. Hvorledes er det beskaffent med hans Himmelfart?
Han blev optagen, da de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine, Ap. G. 1, 19.

140. Hvor blev han da af tilsidst?
Han satte sig hos Guds høire Haand, Marc. 16, 19.

141. Hvad betyder det?
At han uafladelig har nu i fuldkommen Brug al Magt i Himmelen og paa Jorden, Matth. 28, 19.


Om den Hellig=Aands Udgydelse.

142. Naar har han udøst sin Hellig=Aand over Disciplene?
Paa Pintse=Dag, ti Dage efter hans Himmelfart, Ap. G. 2.

143. Hvor vare da hans Disciple forsamlede?
I et Huus i Jerusalem.

144. Hvad for Gaver meddeelte den Hellig=Aand dem?
At de kunde tale allehaande fremmede Sprog, og gjøre allehaande underlige Gjerninger.

145. Hvo holdt da en Pintse=Prædiken?
Apostelen Peder, som tilforn var ikkun en Fisker.

146. Hvor mange omvendte han ved denne Prædiken?
Tre tusinde Sjæle, v. 41.


Om Raadets Trusel.

147. Hvad sagde da Raadet i Jerusalem dertil?
De forbød Apostlerne at prædike.

148. Men hvad svarede de?
Man maa adlyde Gud mere end Menneskene, Ap. G. 5, 29.

149. Hvorledes gik det dem derfor?
De bleve kastede i Fængsel.

150. Hvo befriede dem derfra?
HErrens Engel oplod Fængselets Dør om Natten og førte dem ud, Ap. G. 5, 19.

151. Gjorde da Raadet intet videre ved dem?
Jo, de lode dem hudstryge, og atter forbyde, at de maatte ikke prædike i JEsu Navn, v. 40.

152. Hvad sagde Apostlerne dertil?
De glædede sig, at de havde været værdige til at lide Forsmædelse for JEsu Navn Skyld, v. 41.

153. Hvor bleve Disciplene først kaldte Christne?
I Antiochia, Ap. G. 11, 26.



Om de første Christnes Samfund.

154. Hvorledes omgikkes de første Christne med hinanden?
Menighedens Mængde, som troede, var eet Hjerte og een Sjæl, Ap. G. 4, 32.

155. Hvor bekom de Livs=Ophold fra?
De solgte til Jerusalem deres Agre og Huse, og bragte Pengene tilsammen, v. 34.

156. Hvad gjorde man ved Pengene?
Dermed blev enhver forsørget.

157. Hvem satte man derover som Tilsynsmænd?
Syv Mænd, som havde den Hellig=Aand, Ap. G. 6, 5.


Om Stephano.

158. Hvo var mærkværdigt iblandt dem?
Stephanus, hvis Viisdom ingen kunde imodstaae, v. 8, 10.

159. Hvorledes gik det denne Stephano?
Han blev stenet ihjel, Ap. G. 7, 5, 6.

160. Hvilke vare hans sidste Ord?
HErre JEsu! annam min Aand. HErre tilregn dem ikke denne Synd, v. 59, 60.


Om Paulo.

161. Hvo havde meest Behag i hans Død?
Saulus, som derefter blev kaldet Paulus.

162. Hvad gjorde denne Saulus?
Han ødelagde og forfulgte heftig Christi Menighed, v. 3.

163. Blev han da ikke omvendt?
Jo, da han vilde reise til Damaskus, Ap. Gjern. 9.

164. Hvo aabenbarede sig da for ham paa Veien, af Himmelen?
Den HErre JEsus, v. 5.

165. Hvad sagde han til ham?
Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braaden.

166. Hvad har denne Paulus gjort herefter?
Han har særdeles prædiket for Hedningerne, og skrevet de skjønne Epistler, som den til de Romere, til de Corinthier, til de Galater etc..


Om Apostlernes Prædiken.

167. Hvad Fremgang havde Apostlernes Prædiken?
Deres Lyd er udgangen over al Jorden, og deres Ord til Jorderiges Ender, Rom. 10, 18.

168. Hvad fremgang havde de hos Jøderne?
De fleste forhærdedes og bespottedes, Ap. Gjern. 13, 45.

169. Men hvorledes toge Hedningerne derimod?
Med stor Glæde, v. 42.

170. Bleve Apostlerne hos de omvendte Menigheder?
Nei, de reiste videre frem, og satte Lærere eller Ældste over dem, Tit. 1,5.

171. Hvad skrev de til Menighederne?
Deres Epistler eller Sende-Breve.

172. Hvorledes har vi at ansee disse Breve?
De ere skrevne af Guds Aands Drift og Indflydelse, 2 Pet. 1, 21.


Om Apostlernes og de Christnes Forfølgelse.

173. Hvor gik det Apostlene for deres Prædikener?
De bleve heftig forfulgte; og altsaa fik en slet Betaling derfor, 1 Cor. 4, 9 og 13, 2. 2 Cor. 11, 23, 38.

174. Hvorledes ere de komne af Dage?
De udstode alle en Martyr=Død, undtagen Johannes, som døde en naturlig Død.

175. Hvilke har været de største Forfølgelser?
De, som de Christne udstode under de hedenske Keisere.

176. Hvor mange vare Hoved=Forfølgelserne?
Ti, og de varede i tre hundrede Aar.

177. Hvorledes gik det de Christne i disse Forfølgelser?
De bleve hudstrøgne, fængslede, stenede, savede, halshugne, korsfæstede, sødne i sydende Olie, kastede for vilde Dyr etc. etc.

178. Hvor forrettede de deres Gudstjeneste?
Ofte i Huler og under Jorden.

179. Under hvem begyndte den første Hoved=Forfølgelse?
Under Keiser Nero.

180. Hvo af Apostlerne skal være omkomne i den?
Petrus og Paulus.


Anno 300.

181. Under hvem skete den sidste Forfølgelse?
Under Keiser Diocletiano.

182. Hvad nyttede dette de Christne?
At Christendommen i disse tre hundrede Aar blev allerrenest og uforfalsket.


Om den første Christen Keiser Anno 325.

183. Hvo har været den første Christen Keiser?
Constantinus den Store.

184. Hvad tillod han de Christne?
At de maatte bygge Kirker eller Templer.

185. Hvad for en Stad bygde denne Keiser?
Constantinopel, hvor han og siden boede.

186. Hvor boede da Keiseren tilforn?
I den Stad Rom.


Om Paven.

187. Hvortil tjente dette de Romerske Biskopper?
At de bleve hovmodige, og af dem opkom omsider Paven.

188. Hvad vil Paven holdes for at være?
Et almindeligt Hoved over den ganske Christenhed.


Anno 606.

189. Hvo har først kaldt sig med det Navn?
Bonifacius den Tredie.

190. Hvad søgte Paverne fra den Tid af?
Næsten alle tre hundrede Aar noget nyt. (I den første Alder søgte de Pragt, i den anden Magt, i den tredie Rigdom, og i den sidste Alder Blods Udgydelse.)

191. Har da ingen sat sig imod deres onde Forehavende?
Jo Keiserne og Sandheds Vidner.


Om Johannes Huss.

192. Hvad for et Sandheds Vidne stod op før Doctor Morten Luther?
Johannes Huss, en Professor til Prag.

193. Hvad lærte denne Mand?
Han var særdeles ivrig imod de Vildfarelser, som da gik udi Svang i Pavedømmet, og havde fast en Slags Lærdom med Luthero.


Anno 1415.

194. Men hvorledes gik det ham?
Han blev i det Concilio til Costnitz dømt til Baal og Brand og endelig kastet paa Baalet og opbrændt.

195. Hvad sagde han før sin Død?
I steger idag en Gaas, men om hundrede Aar skal komme en Svane, den skal I vel lade blive ustegt.
NB. Huss paa Bømisk, hedder en Gaas, men med Svanen sigtede han paa Luther.


Om Reformationen.

196. Hvo var den Morten Luther?
En Doctor og Professor til Wittenberg.

197. Hvad var han tilforn?
En Angustiner Munk.

198. Hvor var han født i Verden?
I Eisleben.

199. Hvo var hans Fader?
En ærlig Borgermand, ved Navn Hans Luther.


Anno 1517.

200. Hvad har vi denne Luther at takke for?
At han for mere end 200 Aar siden, har ved Guds Naade foretaget sig en god Forbedring i den Christen Kirke.

201. Trængte Kirken til en saadan Forbedring?
Ja; thi den var overalt opfyldt med den Papistiske Overtroe.




Om Forskjel mellem den Romerske
Catholske og Evangeliske, eller den
falske og sande Lærdom.


Om Bibelen.

202. Hvad lærte Papisterne om Bibelen?
At den er vanskelig at forstaae, og altsaa bør ikke læses af den gemene Mand.

203. Hvad lære vi derimod med Luthero?
Hvad som er fornøden at vide til Salighed, er altsammen saa klart i Bibelen, at endog Børn kan fatte og begribe det, og altsaa bør den og læses af den gemene Mand, 2 Pet. 1, 19. Col. 3, 16. Joh. 5, 39. 1 Thess. 5, 27.

204. Hvad lærte Papisterne videre om Bibelen?
At den er ufuldkommen, og man maatte foruden den, endnu have et Ord, som ikke var skrevet. NB. Det er deres menneskelige Lærdomme eller Traditioner.

205. Hvad lærer vi derimod med Luthero?
At alle Troens Artikle, og vort Levnets Pligter ere grundede i den hellige Skrift, men af menneskelig Lærdom vil Gud og hans Ord intet vide af at sige, 2 Tim. 3, 15. 17. Matth. 15. conf. Aab. 22, 18. 19.


Om Maria og andre Helgene.

206. Hvad lærer Papisterne om Maria og andre Helgene?
Man maa andægtig tilbede og paakalde dem som Forbedere hos Gud.

207. Hvad lære vi derimod med Luthero?
Man maa alene tilbede Gud, og alene have Christum til Midlere, men at bede til Helgene, er Afguderie, og forgjæves, ja imod Guds Villie, Matth. 4, 10. Joh. 14, 16. 1. Joh. 2, 1.2. Esa. 42, 8. Esa. 63, 16. Aab. 22, 8. 9.


Om Skjærs=Ild.

208. Hvad lærte de om de Afdøde, som de har endnu Haab om at de kan blive salige?
De maa først i Skjærs=Ild, og afbetale for deres evige Synder.

209. Hvad lærer vi derimod med Luthero?
At der gives ikkun tvende Steder, hvor Sjælen efter Døden kommer hen, nemlig i Himmelen og i Helvede, og at Christus alene har betalt for vore Synder, Matth. 25, 25. Joh. 5, 24. Es. 53, 5. Luc. 23, 43.


Om Skriftemaal.

210. Hvad lærte Papisterne om Skriftemaal?
Man maatte opregne alle Synder, de mindste med de største: og betale for dem, ellers blive de ikke forladte.

211. Hvad lære vi derimod med Luthero?
At det er umuligt at kunne opregne alle Synder, fordi mange Synder skeer uvidende og at Christus har alene fyldestgjort for vore Synder, Ps. 19, 13 1 Joh. 2, 1. 2. See Spørgsmaal 306.


Om Aflads=Breve.

212. Hvad lærte Papisterne om Syndernes Forladelse?
At man kan bekomme Syndernes Forladelse for Penge.

213. Hvad lære vi derimod med Luthero?
At vi alene ved Troen til JEsum Christum kan erlange Syndernes Forladelse, men ingenlunde for Penge, Ap. G. 10, 43. 1 Joh. 1, 7. Ap. G. 8, 20. 22.


Om Alterens Sacramente.

214. Hvad lærte de Papister on den hellige Nadveres Uddelelse?
Man maatte ikkun uddele den under det ene Slags, nemlig Brødet uden Kalken.

215. Men hvad lære vi derimod med Luthero?
Man bør uddele den hellige Nadvere under begge Slags, nemlig under Brød og Viin, fordi Christus har saaledes befalet den at uddeles, og hans Apostel Paulus har og saaledes overleveret den til sine Corinthier, Matth. 26, 26. 27. Marc. 14, 22. 23. 1 Cor. 11, 26.


Om Omskiftelsen i Alterens Sacramente.

216. Hvad lærte de om Forandringen i HErrens Nadvere?
At saa snart Confecrationen eller Velsignelsen er udtalt, saa bliver Brødet forvandlet til Christi Legeme og Viinen til Christi Blod.

217. Hvad lære vi derimod?
At Brød bliver Brød og Viin bliver Viin efter Velsignelsen, og vi med Brødet annammer Christi Legeme og med Viinen Christi Blod, 1 Cor. 11, 26. 27. 28. 1 Cor. 10, 16.


Om Messe=Offeret.

218. Hvad vil de ellers gjøre af den hellige Nadvere?
Et Messe= og Forson=Offer, hvilket, naar man holder en Messe, ikke alene kan befrie de Levende, men og de Afdøde fra Skylden og Straffen i Skjærsild.

219. Hvad lære vi derimod med Luthero?
At Christus ikke mere opoffres for vore Synder, og at den hellige Nadvere hører dem til alene, som kan prøve sig, æde og drikke og forkynde HErrens Død, Ebr. 10, 11. 12. 1 Cor. 11, 28.


Om Pavens Overmagt.

220. Hvad lærte Papisterne om Pavens Overmagt og Herredømme?
At han er Christi Statholder, og kan ikke fare vild, ja alt, hvad han gjør, er saa meget, som det var gjort af Christo selv.

221. Men hvad lære vi derimod med Luthero?
At vi finde slet intet om saadan en Statholder i Bibelen, men vel at Christus tilstædede ingen af sine Discipler noget Fortrin for de andre, ja at intet blot Menneske er uden Feil, uden Propheterne og Apostlerne saa længe de havde Guds umiddelbare Oplysning, Luc. 22, 25, 26. Matth. 23, 8. Rom. 3, 4. 2 Pet. 1, 21. Gal. 2, 11. 14.


Om de syv Sacramenter.

222. Hvor mange Sacramenter have de?
Syv, nemlig: 1) Daaben. 2) HErrens Nadvere. 3) Præste=Vielse. 4) Poenitentse. 5) Ægteskab. 6) Confirmation. 7) Den sidste Olie.

223. Hvad lære vi derimod med Luthero?
At der er ikkun tvende Sacramenter i det ny Testamente, saavelsom i det gamle, nemlig den hellige Daab og den hellige Nadvere, fordi der ellers intet er, som har alle de Egenskaber, der hører til et Sacramente *), 1 Joh. 5, 6. 1 Cor. 12, 13.
*) Der hører til et Sacramente: 1) Guds Befaling. 2) En Forjættelse om Syndernes Forladelse og den evige Salighed. 3) Et udvortes Tegn, og 4) et Sacramentes rette brug.


Om Kjød=Æden.

224. Hvad lærte Papisterne om at æde Kjød?
Man maatte paa visse Tider besynderlig om Fredagen, Løverdags=Aften og i Fasten ikke æde Kjød.

225. Hvad lære vi derimod med Luthero?
At alle Guds Kreature ere gode og intet at forkaste, at man med Taksigelse skal annamme dem, ja at just denne Lærdom er den Forførers Djevelens Lærdom, 1 Tim. 4, 4. 5. Col. 2, 16. 20. 23. 1 Tim. 4, 13.


Om gode Gjerninger.

226. Hvad lærte Papisterne om gode Gjerninger?
Man kan, 1) ved naturlige Kræfter gjøre nogle, ja fortjenende gode Gjerninger. 2) At man kan ved sine gode Gjerningers Fortjeneste forhverve sig Retfærdighed og Salighed. 3) At man kan meddele andre dem.

227. Hvad lære vi derimod med Luther?
At man 1) ved naturlige Kræfter kan ingen aandelige gode, meget mindre fortjenende gode Gjerninger gjøre. 2) At man ikke ved gode Gjerningers Fortjeneste kan erhverve sig Retfærdighed og Salighed *), og 3) at man ikke heller kan meddele andre sine gode Gjerninger, Eph. 2, 1-5.
*) Og det just derfor, fordi 1) Gud alene virker i os gode Gjerninger, Phil. 2, 13. 2) Vi ere skyldige til at gjøre dem, Luc. 17, 10. 3) De ere desforuden alle ufuldkommen, Esa. 54, 5. 4) Vore Gjerninger har ingen Kraft til at fortjene noget, Rom. 3, 23. 24. 25. 28. Gal. 2, 16. Rom. 14, 12. Hab. 2, 4.


Om Præsternes Ægteskab.

228. Hvad lærte Papisterne om Præsterne?
De maatte ikke gifte sig.

229. Hvad lære vi derimod med Luthero?
Ikke at Præsterne absolute skal, men kan og maa, om de vil, gifte sig, 1 Cor. 7, 7. 1 Tim. 3, 2. 4. 1 Cor. 9, 5.


Om Klostere.

230. Hvad lærte Papisterne om Klostere?
Man kan deri blive ganske fuldkommen, og kan af sin Fortjeneste ogsaa meddele andre.

231. Hvad lære vi derimod med Luthero?
At de papistiske Kloster=Løfter (hvorved man har lovet en stedsevarende Kydskhed, en frivillig Armod og sine Forstandere en blind Lydighed) due ganske og aldeles intet, og ere Gud saare mishagelige, 1 Cor. 7, 9. 2 Thess. 3, 10, 12. Ps. 128, 2. Ap. G. 5, 29. Col. 2, 23.

232. Ere alle disse deres Vildfarelser?
Ak nei! de have endnu langt flere med deres fortjenende Pillegrims=Gang, Broderskab, deres Helligdoms og Billeders andægtige Tilbedelse, deres Vie=Vands Kraft, deres Pater=Noster Bønner, og saadanne flere.

233. Lære de saakaldede Catholske, at det endnu den Dag i Dag er saaledes?
Ja, de lære just saaledes endnu.

234. Blev Lutherus vaer alle deres Vildfarelser paa engang?
Nei, men han kom Tid efter Tid til bedre Kundskab derom.



Anledning til Lutheri Reformation.

235. Hvad for en Vildfarelse gav Anledning til Reformationen?
Den farlige Lærdom om Aflad, eller at man solgte Syndernes Forladelse for Penge, og derpaa gav den Kjøbende Brev og Segl.

236. Hvo opslog da sin Aflads=Kram i Tydskland?
Johann Dezel, en Dominicaner=Munk.

237. Hvad for Aflad solgte han?
Aflad for forbigangne og tilkommende Synder.

238. Hvad for en Trøst gav han derhos?
Saa snart Pengene klingede i Bekkenet, saa sprang Sjælen ud af Skjærs=Ild.


Anno 1517, den 31te October.

239. Hvo satte sig da imod ham?
Doctor Morten Luther, da Professor til Wittenberg.


Begyndelse til Reformationen.

240. Besværede han sig ikke tilforn derover for nogen?
Jo, for Erkebispen i Maynz og for Paven selv. Men forgjæves.

241. Hvad opslog han imod Aflad?
Fem og halvtredsindstyve Theses eller Lærdomme.

242. Hvad viiste han deri?
At den Afladskram var en gruelig Sag.

243. Hvad sagde Paven dertil?
Han forsvarede den onde Sag, og satte Luther i Band.

244. Men hvad gjorde Luther?
Han kastede Pavens Myndigheds=Brev, og den geistlige Ret paa Ilden (Bulla & Jus Cononicum!).

245. Hvo antog sig Luther?
Frederik den Vise, Churfyrste af Saxen, og dernæst hans Broder, Johannes den Bestandige.


Luther bliver citeret til Worms Anno 1521.

246. Hvad sagde Keiser Karl den Femte dertil?
Han stevnede Luther til Worms og lovede ham sikker Leide.

247. Troede Luther det Løfte?
Ja han sagde, han vilde derhen, om der var endog saa mange Djævle til Worms, som der vare Tagstene paa Husene.

248. Hvad forlangte Keiseren af ham?
At han skulde igjenkalde sin Lærdom.

249. Hvad gjorde Keiseren da, der Luther ikke vilde gjøre det?
Han lod ham gaae urørt og uskadt bort.

250. Hvad sagde hans Fjender dertil?
Man skulde ikke holde en Kættere Tro og Love.

251. Hvad svarede Keiseren dertil?
Om der var ikke Tro og Love at finde i den ganske Verden, saa maatte den være hos den romerske Keiser.

252. Men hvad gjorde han, da Luther igjen var kommen til Saxen?
Han lod ham udraabe for en fredløs Mand (erklærte ham i Acten).


Luthers Forvaring paa det Slot Wartburg.

253. Hvor blev Luther derpaa henført?
Paa det Slot Wartburg.

254. Af hvem?
Af forklædte Ryttere, som dertil vare bestilte.

255. Vidste Churfyrsten, Johannes noget deraf?
Han befoel vel, man skulde føre ham hen paa et sikkert Sted, men han vilde selv intet vide af det Sted.


Om Bibelens Oversættelse fra Anno 1522 til Anno 1534.

256. Hvad gjorde Luther paa dette Slot?
Han begyndte Tid efter Tid at oversætte Bibelen i det tydske Sprog.

257. Havde man da ikke Bibelen tilforn oversat paa Tydsk?
Jo, der var en mørk og underlig Oversættelse af det Latinske Sprog.

258. Hvorledes var Bibelen før den Tid agtet?
Saa ringe, at ofte mange Præster deres ganske Livstid ingen Bibel havde seet (Luther selv i Førstningen meente, at Bibelen ikkun bestod i de sædvanlige Søndags=Evangelier og Epistler, indtil han af en Hændelse fandt en Bibel i Bibliotheket til Erfurt og ønskede, at Gud og vilde beskjære ham saadan en Bog).


Anno 1534.

259. Af hvem er Bibelen først i denne Oversættelse trykt tilsammen?
Af Een ved Navn Hans Luft.


Om Catechismi Fuldførelse Anno 1529.

260. Hvori har Luther korteligen samlet Bibelens fornødneste Lærdomme for de enfoldige til Salighed?
I sin Catechismo, som han selv gjorde.

261. Ved hvad Leilighed gjorde han Catechismum?
Da han var paa Visitats, og fornam den gemene Mands store Vankundighed.


Om Rigsdagen til Speyer, Anno 1529.

262. Hvad tildrog sig paa Rigsdagen til Speyer?
Papisterne vilde imod Luther og hans Troes Tilhængere have Acten fuldført.

263. Men hvad sagde særdeles Churfyrsten af Saxen og Landgreven af Hessen dertil?
Vi protestere derimod.

264. Hvad bleve de derfor kaldte ?
De Protestanter. (Hvorunder nu forstaaes de Evangeliske og Reformeerte)..


Om Rigsdagen til Augsburg, Anno 1530, den 15. Juni.

265. Hvorhen forskrev Keiseren endelig en Rigsdag?
Til Augsburg.

266. Hvad overleveerte de Lutheraner der Keiseren?
Deres Troes Bekjendelse, hvilken nu kaldes den Augsburgske Confession.

267. Har og Nørnberg underskrevet den samme?
Ja Nørnberg og Reutling vare de to eneste Rigsstæder, som med Fyrsterne, Hertugerne og Greverne underskrev den.

268. Hvo har gjort denne Troes Bekjendelse?
Philippus Melanchton (dog har Luther forhen gjort en Udkastning dertil i en sytten Artikle).

269. Hvad har de Lutheraner viist i denne Confession?
At deres Lærdom var ingen ny, men den gamle Apostoliske Lærdom.

270. Hvorledes tog Keiseren denne Confession op?
Taarerne faldt ham af Øinene, da den offentlig var oplæst.

271. Men hvorledes løb denne Rigsdag af?
Keiseren i sin Afsked forlangede at de Lutheraner skulde igjen forene sig med de Papister.


Hvorledes det er tilgaaet efter Rigsdagen, Anno 1530.

272. Men hvad gjorde de Lutheraner?
De gjorde til Smalkald et Forbund sammen paa 15 Aar.

273. Hvad indeholdt dette Smalkaldiske Forbund?
At de med Liv og Gods skulde staae hinanden bi.

274. Men hvad tildrog sig derpaa?
Den Smalkaldiske Krig, i hvilken Johan Friderik, Churfyrsten i Saxen, og Philippus, Landgreven af Hessen, bleve fangne af Keiseren.


Anno 1552.

275. Hvad fulgte paa denne Krig?
Det Passauiske Fordrag og Forlig.


Anno 1555.

276. Men hvor blev der først Religions=Fred gjort?
Til Augsburg.

277. Hvor længe varede den?
Indtil den tredivte aars Krig, som begyndte Aar 1618.


Anno 1650.

278. Hvad for en Religions=Fred blev gjort efter den tredivte Aars Krig?
Den Vestphalske Religions=Fred.

279. Hvad befatter denne Religions=Fred i sig?
at de tvende Religioner, nemlig den Romersk=Catholske, Lutherske og Reformeete, herefter uforkrænket skulle have fri Religions=Øvelse i det Romerske Rige.

280. Har vi da den rene lutherske Lærdom endnu?
Ja, vi har, Gud skee Lov! havt den over to hundrede Aar.


Ønske:
Det rene Ord og Luthers Lære
O Gud lad stedse blandt os være!
Giv! og at vi i Levnet vise
Lutheri Lærdom og Gud prise!









http://www.rmadsen.dk/sal/
© 1997, 2006, Ruth Madsen