Gerhard Hansen de Lichtenberg huskes for, at han lod opsætte løgformede
kirketårne på mange af de sognekirker, som var underlagt hans
godsbesiddelser på Vejle og Horsens egnen. Mindre kendt er, at han også
oprettede skoler for fæstebøndernes børn i de sogne, hvor han havde
godsbesiddelser.
Lichenberg var pietist eller pietistisk påvirket, og det var noget, der
indgik naturligt i den pietistiske kristendomsopfattelse, at almuens børn
skulle lære at læse, skrive og regne, således at de som voksne kunne læse
Biblen, og forklaringer, der var skrevet i tilknytning til den.
Mange af samtidens godsejere var modstandere af, at bøndernes børn lærte
for meget. Det kunne efter deres opfattelse gøre dem til mere oprørske
fæstebønder. Denne antagelse skulle vise sig at være rigtig, idet
fæstebønderne ved slutningen af syttenhundredårstallet netop i Lichenbergs
tidligere godsejerområder kom i strid med såvel godsejerne som egnens
præster.
I 1740 blev der på Lichenbergs initiativ oprettet den første skole i
Korning sogn, og det er næppe forkert at antage, at Lichenberg har tilstræbt
at ansætte degne i hans godsbesiddelsers sogne, der delte hans pietistiske
prægede kristendoms- og samfundsopfattelse.
Med stavnsbåndets ophævelse i 1788 og kravet om, at der skulle indgås
skriftlige godkendte fæstebreve mellem godsejerne og fæstebønderne, hvori
der stod beskrevet, hvor meget den enkelte fæstebonde var forpligtet til at
udføre af hoveriarbejdet, opstod der problemer med at få bønderne til at
underskrive fæstebrevene flere steder på Horsens og Vejle egnen. Det
skyldtes ikke mindst, at bønderne på egnen havde gode skolekundskaber i
forhold til andre steder i landet.
I 1794 strejkede fæstebønderne i Eriknauer og Korning. Det vil sige, at
de udeblev og kom for sent til hoveriarbejdet på Bygholm og Merringgård
godser. Bønderne påberåbte sig, at der blev krævet mere hoveriarbejde af
dem, end de var forpligtet til i henhold til fæstebrevsaftalen. Også andre
steder på egnen opstod uro og utilfredshed hos fæstebønderne.
Bønderne i Eriknauer og Korning blev idømt mulkt, og samtidig blev der
pålagt præsterne at holde opsyn med, at bønderne ikke afholdte hemmelige
møder med bønder fra andre sogne. Sideløbende med krigen mellem godsejerne
og bønderne opstod der også nogle steder en kirkekamp mellem de pietistiske
prægede bønder og de rationalistiske præster. Det var ikke mindst tilfældet
i Korning sogn.
I 1804 - midt under napoleonskrigen - blev der sluttet fred mellem godsejerne på
Bygholm og Merringgård og bønderne i Eriknauer og Korning.
Bønderne under Merringgård fik tilbud om at købe deres fæstebrug. Et
tilbud de næsten alle modtog. Fæstebønderne under Bygholm fik det tilbud at
blive fri for hoveriarbejde mod at betale et fast årligt beløb. Det tilbud
modtog de alle.
Kampen mod godsejerne varede ca. 10 år, men kirkekampen mellem
sognepræsterne og myndighederne på den ene side og de nu frie bønder på den
anden side kom til at vare i mange årtier, og udviklede sig også til at
blive en strid om lærebøger til skolebrug og konfirmationsforberedelse.
Bønderne i Korning var ikke ukendt med at betale mulkt for udeblivelse
fra hoveriarbejde, men de var små i forhold til de straffe og beløb, de kom
til at betale for at lade deres børn udeblive fra kommuneskolen.
I begyndelsen sympatiserede beboerne i Korning med de folk, der aktivt
deltog i kirkestriden - måske også på baggrund af, at de alle havde stået
sammen i kampen imod godsejerne. Efterhånden medførte kirkestriden en
befolkningsopdeling i Korning sogn.
